Aftale mellem kommune og lærerforening sikrer loft over undervisning. Samtidig tilføres ekstramidler til skoleområdet.

Ny aftale om arbejdstiden mellem Helsingør Kommune og Helsingør Lærerforening giver rammer for god undervisning, hvilket skal være med til at sikre høj faglighed og et godt undervisningsmiljø for eleverne. Med aftalen tilføres ekstra midler til skoleområdet. Aftalen betyder, at der fra skoleåret 2019/2020 bliver et loft over, hvor meget undervisning den enkelte lærer og børnehaveklasseleder kan have.

Formålet med den nye arbejdstidsaftale er overordnet set at skabe de bedst mulige betingelser for løsning af kerneopgaven. Aftalen skal desuden sikre et godt arbejdsmiljø, samt medvirke til at understøtte folkeskolerne som attraktive arbejdspladser præget af høj medarbejdertrivsel.

Centerchef for Center for Dagtilbud og Skoler i Helsingør Kommune Rikke Reiter udtaler:

”Jeg glæder mig over, at vi med den tætte dialog de seneste par år har fået en større fælles forståelse for, hvad der skal til for at vi sammen kan skabe de bedste skoler i for eleverne i Helsingør Kommune. Aftalen bygger oven på det stærke fundament af gensidig tillid og respekt der er imellem vores dygtige og engagerede ledere og medarbejdere på vores skoler.”

Formand for Helsingør Lærerforening Vera Sandby Hansen udtaler:

”Helsingør Lærerforening glæder sig over en lokal arbejdstidsaftale for lærerne, som vi mener også vil blive til gavn for eleverne i Helsingør Kommune. Set i lyset af de givne rammer, hilser vi loftet for undervisningsforpligtelsen velkommen. Der ud over har det været afgørende for os, at der i aftalen er en spirende anerkendelse af at lærernes behov for forberedelsestid respekteres. Aftalen bygger i høj grad på gensidig tillid, og nu må tilliden stå sin prøve.”