Træskibe, kapsejlads og skøn stemning

I dag, lørdag den 12. august er der klassiske træskibe, sømandssange og maritim stemning på Kulturhavnen i Helsingør!

Skibene fra Danmarks største kapsejlads for klassiske træskibe, “Øresund på Langs”, lægger til kaj i Helsingørs historiske havn, og hele eftermiddagen vil der være vaskeægte sømandsstemning og maritime oplevelser for både børn og voksne på pladsen foran Fyrskibet i Kulturhavnen. M/S Museet for Søfart oplyser i sin pressemeddelelse:

“Kapsejladsen starter fredag i København. Lørdag kl. 11 sejler de smukke træskibe sejler fra Svanemølle Havn mod Helsingør og kapsejladsens mållinje kommer til at ligge ud for Snekkersten Havn. Som noget helt nyt får skibene i år følgeskab af træmotorbåde og joller undervejs, så fra Strandvejen og molerne i Snekkersten er der masser af muligheder for at nyde synet af skibe i alle størrelser på Øresund. Når fartøjerne anløber Helsingør, affyres en passende salut fra Kronborg Slot og fra højtalerne på Fyrskibet bliver fartøjerne præsenteret. Fra kl. 14.00 underholder byens lokale Shanty kor med de sange, der engang blev sunget om bord på de gamle sejlskibe, og cirka kl. 15 byder Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, velkommen til Helsingørs Havn fra Fyrskibets dæk, og herefter bliver alle sejlerne inviteret med om bord til en velkomstreception.”

Hele lørdagen er det muligt for alle interesserede at komme tæt på de fine fartøjer i Kulturhavnen i Helsingør! Man kan bl.a. opleve, hvordan sejlmageren og smeden arbejder på kajen, lære at binde de sejeste sømandsknob og tage med på rundvisninger på Fyrskibet og veterandampskibet SS BJØRN.

Se hele det spændende program på Hal16 hjemmeside her.

“Øresund på Langs” arrangeres af Foreningen Maritimt Værksted Hal16 i samarbejde med M/S Museet for Søfart, Kjøbenhavnske Træsejlere samt FTSF Foreningen til Sprydstagens Forevigelse (Øresunds Smakkejollerne).

 

Foto: Henrik Hansen. M/S Museet for Søfart, pressefoto.