Borgere, foreninger og erhvervsliv skal finde modet og lysten til at søsætte egne klimahandlinger gennem hele 2024. Gitte og Anna skal vise dem vejen.

Foto ABW

Green Leaf året er netop skudt i gang – med store ambitioner om at styrke kommunens position på klima og bæredygtighedsområdet. På broen sidder Gitte Larsen og Anna Westergaard, der sammen skal styre de mange klimaindsatser og -projekter sikkert i mål. Men det er ikke noget, de kan gøre alene. For at lykkes har de nemlig brug for hele kommunen – at både borgere, foreninger, kultur- og erhvervsliv bakker op.

Erfaring med borgerinvolvering
Sammen udgør Gitte Larsen og Anna Westergaard Helsingør Kommunes klimasekretariat, akkompagneret af to studentermedhjælpere, Christoffer og Kaisa, der løser mindre opgaver.

For Anna er det nyt at arbejde med klima, men hun har stor erfaring med at mobilisere og engagere civilsamfundet blandt andet i Københavns Kommune. Det er de kompetencer, hun skal trække på, som tovholder for mobiliseringen af borgere og foreninger i forbindelse med Green Leaf året. Hun startede i en projektstilling den 9. oktober 2023.

– Kommunen har vundet en stor pose penge og selv lagt nogle oven i. De penge skal ud og arbejde. Det er min rolle. Vi skal have borgerne og foreningerne med, så vi kan skabe ringe i vandet og udbrede budskabet om, hvor vigtigt det er at handle nu. Der er mange motiverede ildsjæle, som brænder for sagen men som skal bruge nogle redskaber til, hvordan de får andre med ombord. Derfor har vi også et samarbejde med Deltager Danmark, som er rigtig dygtige til den del, siger Anna.

Klimaområdet er et nyt felt for Anna, men hun har på kort tid fået smag for sagen.

– Det er spændende og motiverende at arbejde med klima, fordi det er vigtigt – og fordi den indsats, man yder, gør en meget konkret forskel, siger hun.

Fra miljø til bæredygtighed
Som uddannet biolog har Gitte arbejdet med miljøindsatser i 30 år blandt andet i Miljøministeriet og i Region Hovedstaden. Da hun i 2017 tog et sommerkursus om Verdensmålene, blev det tydeligt for hende, at det var nødvendigt at sætte klima og bæredygtighed øverst på to-do listen.

– Der er heldigvis sket meget på de seks år. Vi er gået fra at diskutere om vi overhovedet skal forholde os til klimaspørgsmål til at diskutere hvad det er, vi skal gøre, siger Gitte, der har været chefkonsulent i klimasekretariatet i snart fire år.

Gittes rolle i forbindelse med Green Leaf året er dels at holde den løbende dialog og det tætte samarbejde med EU Kommissionen og dels at etablere partnerskabsaftaler med kulturinstitutioner og erhvervsliv, som dermed forpligter sig på at tænke klima- og bæredygtighed ind i konkrete tiltag.

Hun har også netop fået en aftale med Kongernes Nordsjælland op at stå, hvor der er fokus på naturgenopretning.

– Vi vil bruge stoltheden ved at have vundet, den her pris til at give borgere, foreninger, virksomheder og kulturliv mod på at gå en ekstra mil, lyder det.

Hun glæder sig blandt andet til at se, hvordan kulturinstitutionerne vil gribe kombinationen af kultur og klima an.

– Det fede ved at arbejde sammen med kulturfolk er, at de hurtigt går i handle-mode. De rykker på ting med det samme og bruger ikke tid på at remse barrierer op. Det bliver virkelig spændende at se, hvad de finder på, siger Gitte Larsen.

Drømmer om levedygtige grønne fællesskaber
Når året er gået håber de begge, at alle aktørerne har rykket sig – og at det er lykkes at skabe levedygtige grønne fælleskaber, som kan stå på egne ben.

– Drømmen er, at til nytår om et år kan vi sætte hak ved, at vi har fået mobiliseret både borgere og virksomheder på den grønne dagsorden. Hvis vi kan rykke bare nogle af deres indsatser i en mere bæredygtig retning, så har det været det hele værd, lyder det fra Gitte Larsen.

Kilde.