30 lokale virksomheder har haft så stor vækst, at de er blevet kåret af dagbladet Børsen som “Gazeller”. De blev hyldet ved nytårskuren.

Der var både blomster og bifald fra salen til de 30 lokale virksomheder, som kunne kalde sig “Gazeller” i 2023. Dagbladet Børsen kårer hvert år en stribe virksomheder, der har oplevet så stor vækst, at de lever op til kriterierne for at modtage en “Gazelle-pris”. I 2023 kom hele 30 virksomheder bosiddende i Helsingør kommune med i det fine selskab. Det blev fejret ved nytårskuren mandag eftermiddag.

De tilstedeværende virksomheder blev alle kaldt op på scenen i Kulturværftets store sal for at modtage en buket blomster.

Nordens El og VVS er blandt de lokale Gazeller. Fra scenen i Kulturværftets store sal kunne Peter Kock fra Nordens El og VVS fortælle, at virksomheden langt fra er kommet sovende til prisen.

– Der har været mange søvnløse nætter. Vi har været gode til at sætte nogle ambitiøse delmål og marketingstrategier.

Mr. August Erhverv og Sport kunne også glæde sig over en Gazelle-pris.

– Vi er startet med et stærkt hold medarbejdere, lokal tilknytning og stærke relationer til kunderne, og så har vi ladet det vokse derfra, fortalte Michael Casparij fra scenen.

Læs mere om Helsingørs succesfulde Gazelle-virksomheder

Foto ABW