Forår og festtrang Af rektor Henrik Boberg Bæch

Vi nærmer os skoleårets afslutning, og det faglige og sociale miljø på skolen er stort set tilbage i samme form som før corona. Det er vi utroligt glade for. Især galla, eksamensbingo og græsbal har været vigtige milepæle for de coronaplagede årgange.

Alle tre arrangementer forløb fint og positivt, omend de var præget af, at eleverne havde oparbejdet en meget stor festtrang. Det er helt forståeligt, men det skal naturligvis foregå på en god og ordentlig måde. Fremover kommer vi til at lægge mere vægt på dette, idet vi i højere grad vil sende elever hjem, hvis de ankommer meget påvirkede til fester eller bliver det undervejs. Det er vigtigt, at man kan få noget ud af festen selv, og at man ikke er til gene for andre. Vi vil naturligvis informere eleverne grundigt herom i forbindelse med opstarten af næste skoleår, men vi opfordrer også jer forældre til at være opmærksomme på det, særligt i forbindelse med eventuelle ’forfester’.

Det skal bemærkes, at det ikke er vores opfattelse, at der ligger ond vilje bag uhensigtsmæssig adfærd til festerne, men mere en faldende evne til at kontrollere egen adfærd i takt med det stigende alkoholindtag.

Resten af skoleåret står i eksamenernes og translokationens tegn – vi ønsker alle vores elever held og lykke med eksamen.

Eksamener

Årets eksamen er skudt i gang d. 18. maj med skriftlig dansk for 2.hf og 3.g. Herefter følger ganske få skriftlige eksamener for 1.hf og 2.g.

For 2.hf og 3.g er antallet af eksamensaktiviteter reduceret pga. nedlukningsperioderne i løbet af deres gymnasietid. Se evt. det seneste nyhedsbrev, hvor vi har beskrevet de nærmere detaljer.

For 2.g, 1.g og 1.hf afvikles eksamenerne som normalt.

I år har Undervisningsministeriet bestemt, at elektronisk udstyr er forbudt at medbringe i eksamens- og forberedelseslokaler. Forudser man problemer i den forbindelse, fx af helbredsmæssige årsager, skal kontoret derfor kontaktes i god tid inden eksamen, så vi kan finde en løsning.

Sidste eksamensdag og huebegivenheder

Når afgangseleverne har overstået deres sidste eksamen, kan de endelig få huen på hovedet. Det vil vi som altid gerne gøre festligt for eleverne og deres familier. Derfor er I meget velkomne på Torvet og i kantinen, hvor vi har et bord klar til hver familie.

Sidste eksamensdag falder forskelligt for de forskellige klasser, men alle elever bliver færdige i dagene mandag d. 20. juni – onsdag d. 22. juni.

Translokation

Vi holder translokation fredag d. 24. juni fra kl. 10-12 på Torvet. Eleverne har ønsket, at alle klasser dimitteres samtidig, og derfor vil Torvet være fyldt med både festlig stemning og rigtig mange mennesker. Vi dimitterer 378 elever fra HF og STX, og hver elev kan derfor kun medbringe 2 pårørende til seancen på Torvet.

Forud for translokationen møder eleverne op til fotografering, og efter translokationen vil de 15 klasser køre væk i deres pyntede vogne. Parkering Grundet byggeriet ved Gymnasievej er der færre parkeringspladser end normalt. For en ordens skyld gør vi desuden opmærksom på, at parkering pr. 1. maj er forbudt i skillearealer. Det betyder, at parkering nu er forbudt på græsarealet mellem vejbanen og cykelstien på Gymnasievej. Vi opfordrer derfor til at komme i meget god tid eller at parkere på nabovejene.

Hold øje med hjemmesiden i ugen op til begivenheden, hvor vi vil opdatere med relevante oplysninger. Vi glæder os til igen at holde en hel traditionel translokation.

Set og sket

Græsbal Mandag d. 16. maj var sidste skoledag, og det blev fejret til det traditionsrige græsbal på plænen foran idrætsbyen. Her kunne eleverne puste ud og nyde det gode vejr, inden eksamenerne for alvor starter, mens skolens hus-DJ spillede i selskab med en saxofonist.

Se mere

Galla Fredag d. 6. maj åbnede EG igen dørene til årets store gallafest. 3.g’erne ankom til skolen i deres stiveste puds, hvorefter der var Les Lanciers-konkurrence på Torvet. Dansegulvet var efterfølgende åbent for alle, der havde lyst til at støve lanciers-trinene af.

Se mere

Eksamensbingo D. 27. april var der en helt elektrisk stemning på Torvet, da EG endelig kunne holde eksamensbingo, en mangeårig tradition, for afgangseleverne igen. Der blev grinet og smilet – og også fældet et par tårer – mens rektor Henrik Bæch offentliggjorde eksamensfagene et efter et.

Se mere

Forfatterbesøg Søren Ulrik Thomsen besøgte d. 25. april EG for at læse op af digte fra sin mangeårige karriere og tale om sit virke. Thomsen fortalte bl.a. om sin gode ven, digteren Michael Strunge. Efterfølgende kunne eleverne stille spørgsmål, som var opstået i undervisningen.

Se mere

Kontakt

Besøg vores hjemmeside

E-mail:  cm@eg-gym.dk

Telefon: 49 13 42 22

Adresse: Gymnasievej 2, 3060 Espergærde