Et pilotprojekt på Ungdomsskolen med erhvervsklasser for elever, der kan skifte klasseværelset ud med et værkstedsforløb, har givet gode erfaringer.

Foto: ABW

To dage om ugen er eleverne trådt ud af klasseværelset og har i stedet fået lov til at bruge hænderne i et værksted, et køkken eller på en arbejdsplads. Målet er at skabe ny læringsglæde for elever, der ikke trives med eller får nok ud af den almindelige undervisning. Det er den model, Skolepiloterne på Ungdomsskolen har prøvet af i et pilotprojekt med såkaldte Erhvervsklasser. Det er sket i et samarbejde med to skoler i Helsingør Kommune,

Modellen minder om den juniormesterlære for de ældste klasser, som undervisningsminister Mathias Tesfaye og regeringen vil indføre i en ny folkeskolereform.

I Helsingør har man allerede i de sidste to skoleår høstet erfaringer med den alternative skoleform for en gruppe elever, der ikke profiterer tilstrækkeligt af folkeskolens undervisningstilbud.

Eleverne har været vildt glade for projektet, og der er ingen tvivl om, at de lærer noget andet. Formålet med at lave en udregning, der skal bruges i et værksted, bliver ikke bare et resultat på et stykke papir, og hvis de ikke læser vejledningen, får de ikke bygget det bord rigtigt. Den tanke kan man ikke andet end holde af,” siger Henrik Persson, der er afdelingsleder på Nordvestskolen.

Her har 10 elever på 8. årgang sagt ja til tilbuddet om en anderledes skoledag to dage om ugen i op til 12 uger i løbet af dette efterår.

Op til seks ugers praktik

I den første halvdel af forløbet har eleverne fået praktisk undervisning i Ungdomsskolens værksted og produktionskøkken. Derefter har de unge fået et tilbud om et praktikforløb i op til seks uger i en lokal virksomhed.

En af dem er autoværkstedet Gerts Auto i Helsingør. Her har indehaver Danny Rasmussen to dage om ugen haft en elev i praktik.

Han tog fat og gik til den, og han var meget interesseret. Han kom midt i den travleste dækperiode, så han kunne hjælpe mine lærlinge, og han kom hurtigt efter det,” siger Danny Rasmussen.

Han har sagt ja til at være med i det utraditionelle praktikforløb, fordi der er mangel på arbejdskraft og for få unge, der søger ind på mekanikeruddannelsen.

Vi mangler mange mennesker i autobranchen. Jeg har søgt med lys og lygte efter en ny førstemand i flere måneder. Derfor skal vi have nogle flere lærlinge,” siger Danny Rasmussen.

Det er Ungeenheden i Helsingør Kommune, der har hjulpet eleverne med at skaffe praktikpladserne, men det har været hjælp til selvhjælp. For de unge har selv skullet kontakte praktikstedet, fortæller UU-vejleder Torben Granat.

Det er en læringsproces at kontakte en fremmed voksen med et ærinde, hvor man skal have dem til at hjælpe én. I nogle tilfælde har vi forberedt eleven ved at lave et lille rollespil, så de kunne øve sig på os. Det har de været ved at dø af akavethed over, men de har klaret det,” siger Torben Granat.

Mini Skills styrker samarbejde

Pilotprojektet med erhvervsklasserne indledtes i skoleåret 2022-23, hvor 12 elever fra Tibberupskolens 8. årgang fulgte et lignende forløb med to ugentlige dage i værkstedet på Ungdomsskolen samt et praktikophold i en virksomhed.

For begge de to klassers vedkommende har erhvervsklasse-forløbet været et tilbud til elever og forældre. De fleste af de unge, der har fået tilbuddet, har sagt ja, fortæller Charlotte Karrebæk, der er koordinator for Skolepiloterne på Ungdomsskolen.

Ungdomsskolen har nogle faciliteter og kompetencer, så vi kan skabe et erhvervsrettet miljø, der ligner det, de unge kan møde på en arbejdsplads,” siger Charlotte Karrebæk.

Ungdomsskolen har i flere år faciliteret uddannelsesdagen Mini Skills Helsingør, hvor lokale virksomheder laver workshops med alle eleverne fra 7. årgang i kommunen. Det har givet et stort netværk i det lokale erhvervsliv, som Ungdomsskolen bl.a. trækker på i erhvervsklasse-forløbet.

Men Mini Skills har også givet andre spin off-projekter med fokus på erhvervsuddannelserne.

Blandt andet har Skolepiloterne gennemført et smedeforløb i samarbejde med virksomheden Hjortgaard Smede & Montage, hvor tre skoleklasser har været en dag i værkstedet sammen med smedemester René Hjortgaard.

Lige nu er plastvirksomheden Carmo i Espergærde desuden med i udviklingen af et forløb for to 8. klasser fra Tibberupskolen.

Vi er rykket tættere sammen med de lokale virksomheder om at få skabt en bredere nysgerrighed hos de unge i udskolingsklasserne. Det handler om at give de unge viden og vise dem, at erhvervsuddannelserne og arbejdet med håndværksfag kan åbne dørene til noget helt andet, end de troede,” siger Charlotte Karrebæk.

Svært at tage ud af undervisningen

Erfaringerne med Erhvervsklasserne har været gode, når det gælder om at skabe ny læringsglæde for eleverne. Men der har også været udfordringer med at få forløbet til at hænge sammen med den øvrige undervisning, mener Henrik Persson, afdelingsleder på Nordvestskolen.

Projektet i sig selv er til et 12-tal, men det er svært at køre sammen med den helt almindelige teoretiske skoleverden. Det er svært at tage en lille gruppe ud af klassen, og det er svært at planlægge undervisningen, så de ikke føler sig fortabt, når de kommer tilbage igen,” siger Henrik Persson.

Et alternativt skoleforløb som Erhvervsklasserne udfordres efter hans mening af både prøveformer, karakterskala og læringsmål i undervisningen.

“Fagrækken i den danske folkeskole er ekstrem, og hvis man skal presse det hele sammen på få dage, kræver det noget dispensation,” siger afdelingslederen.

Det er endnu ikke besluttet, om pilotprojektet skal fortsætte i skoleåret 2024-25.

Ungdomsskolen har allerede et fokus på at hente erfaringer og viden om erhvervsrettede undervisningsforløb, og vi vil gerne være samarbejdspartner, fordi vi har kræfterne til at prøve ideer af,” siger ungdomsskoleinspektør Helle Josefsen.

Fakta om Erhvervsklasser
  • Pilotprojekt i skoleåret 2022-23 og 2023-24, udviklet af Skolepiloterne på Ungdomsskolen
  • 6 ugers værkstedsforløb på Ungdomsskolen, to dage om ugen
  • Derefter op til 6 ugers praktik i virksomhed, to dage om ugen
  • Eleverne får undervisning i egen klasse de øvrige dage
  • Forløbet forbereder unge til valg af uddannelse og fritidsjob
  • Erhvervsklassen er et tilbud til udvalgte unge, der ikke profiterer af den almindelige undervisning i skolen
  • 12 elever fra Tibberupskolen og 10 elever fra Nordvestskolen har foreløbig gået i erhvervsklasserne hhv. i skoleåret 2022-23 og 2023-24
  • Erhvervsklasserne er udviklet i et samarbejde mellem Skolepiloterne på Ungdomsskolen, skolerne i Helsingør Kommune, det lokale erhvervsliv samt Ungeenheden i Helsingør Kommune

Kilde.