Hos Kirkens Korshær på Stubben i Helsingør oplever man, at ensomhed og isolation fylder en del i hverdagen hos brugerne. Tendensen er desværre national. I begyndelsen af 2018 kom det frem, at omkring én ud af 16 danskere føler sig ensomme. Det er en voldsom stigning i forhold til de seneste par år. Tal fra ‘Den Nationale Sundhedsprofil’ viser, at antallet af ensomme danskere er steget med over 10 procent fra 2016 til 2017.

– Ensomhed og isolation er et gennemgående tema i alle de problematikker, vi oplever hos os. Hos misbrugeren, den psykisk syge og den hjemløse, er der stort set altid tale om en isoleret sjæl. Men ensomhed og isolation og også et problem i sig selv. Der er flere og flere der komme ned i varmestuerne for at have nogle at tale med. De ser “normale” ud, har ikke et stof eller alkoholmisbrug eller en psykisk sygdom. De er bare sat af samfundet og har brug for nogle at være sammen med eller et sted at bo, siger Anette Lauritsen, der er leder for Kirkens Korshærs sociale arbejde i Helsingør.

Selvom ensomhed og isolation i sig selv ikke er en sygdom, så er det ifølge Anette Lauritsen noget, der i den grad skal tages alvorligt. Det kan nemlig ofte resultere i et misbrug eller en psykisk lidelse – særligt blandt de mest udsatte grupper i samfundet, der ikke har en ressourcestærk familie eller omgangskreds at støtte sig til.