Helsingør Teater og Moribund præsenterer forestillingen Whole Body Treatment 5 – choreography on the face den 25/1 i Helsingør Teaterhus. Den eksperimenterende og sanseskærpende forestilling spiller til og med den 3/2 og der er kun plads til et enkelt publikum ad gangen.

Foto: Helsingør Teater

Whole Body Treatment er en serie af 1:1-forestillinger og performer Sara Hamming har tidligere været i Helsingør med Whole Body Treatment 3, som foregik i Borgerservice. Nu er Sara Hamming tilbage med en ny forestilling, som skal spille i Teaterhuset i Stengade. Helsingør Teater har i den forbindelse stillet hende Hamming nogle spørgsmål:

Hvorfor laver du Whole Body Treatment 5?
Sara Hamming: – WBT er en serie af 1:1-forestillinger, som startede i 2009. Det begyndte som et næsten satirisk projekt om terapiverdenen, som i dag spiller en stor rolle i mange menneskers liv. Jeg opdagede at den intime 1:1-form mellem publikum og performer var interessant at bruge, fordi det giver en helt anderledes teateroplevelse, når publikums krop er scenen. Det ville jeg gerne undersøge nærmere og derfor er hele Whole Body Treatment-serien en slags kunstnerisk forskning og eksperiment, hvor der er mulighed for at stille skarpt på store spørgsmål som ”Hvilke formål har teater?”, ”Hvordan oplever vi os selv?” og ”Hvilken betydning har det for den kunstneriske oplevelse, at der er fysisk berøring mellem performer og publikum?”

Hvorfor handler det om ansigtet i WBT5?
Sara Hamming: – Ansigtet er interessant, fordi det er nært forbundet med vores identitet som mennesker. Vi er meget vores ansigt. Det er vores ansigt som vi møder verden med. Vi ser og taler fra vores ansigt. Det er gennem ansigtet, at vi viser følelser, så man kan også sige, at ansigtet er det ultimativt teatrale.

Derudover er jeg inspireret af den teknologiske udvikling inden for ansigtsgenkendelse – det er en inspiration som både har rod i en nysgerrighed og en frygt, for vi lever i en verden, hvor vi giver data om vores ansigt væk gratis og denne information cirkulerer rundt alle vegne. Det medfører, at intimitet bliver noget, som vi ikke kan slippe for! I teknologien bliver ansigtet ligeledes reduceret til et objekt.

I forestillingen zoomer jeg ind på publikums ansigt og med mit manus og min koreografi bliver det jeg ser omsat på en poetisk måde.

Foto: Søren Meisner

Jeg kalder jeg ansigtet for et ”interface”, som egentlig betyder grænseflade. Inden for den digitale teknologi kan man opnå en effekt ved at bruge interfacet. Det samme sker, når jeg som performer rører helt blidt ved publikums ansigt. Det gør at publikum fysisk sanser berøringen og det aktiverer nogle følelser eller associationer.

Hvad håber du, at publikum får ud af Whole Body Treatment 5?
Sara Hamming: – Det vil være meget forskelligt, hvad publikum får ud af forestillingen. Men jeg håber, at de får fornemmelsen af at have oplevet sig selv på en ny måde gennem en helt ny og nærværende form for teateroplevelse.

Scenekunst på kroppen
Whole Body Treatment 5 er seneste version i en serie af 1:1-forestillinger der udspiller sig på og omkring patikums (et nyt ord udviklet til forestillingen; pati-: ‘patient’, -ikum: ‘publikum’) krop. Det er scenekunst på kroppen – med et særligt detaljeret scenesprog. De første forsøg blev foretaget i 2009 og siden er der blevet udviklet fem værker i serien.

Whole Body Treatment 5 spiller 3 gange om dagen i 6 dage. Der er derfor kun 18 publikummer i alt, som får chancen for at opleve forestillingen. Find billetter på www.helsingor-teater.dk

Spillested: Helsingør Teaterhus, Stengade 51
Iscenesætter/performer: Sara Hamming
Lyd: Franco Ross Adams
Produktion: Moribund
Varighed: 50 min.
Plads til én patikum ad gangen
Forestillingen spiller på engelsk
Alder: Fra 16 år