Bølgen af selvcensur, vi er vidne til, vil skabe frygt for en ensrettet politisk meningskultur
Af arkitekt Jens Kirkegaard, Espergærde
Dette spørgsmål var hovedbudskabet i Kristeligt Dagblad lørdag den 13/6, hvor der udover lederen var meget grundige analyser af det virvar, vi alle kan se i efterdønningerne af Black Lives Matter demonstrationerne over hele landet.
“Det føles som en kvasireligiøs zeitgeist, som svarer til tidligere tiders bogafbrændinger,” siger den britiske sociologiprofessor Frank Furedi. Han ser den aktuelle diskussion, som det seneste eksempel på en udvikling, hvor folk ikke taler med folk, der ikke deler deres holdninger.
“Den censur, som vi de seneste år har set på universiteterne, spreder sig nu til resten af samfundet. Når medievirksomheder også hopper med, er det fordi, de vil holde deres ryg fri, men også fordi identitetspolitik har bredt sig til mainstreammedier,” forklarer Frank Furedi, der har svært ved at se, hvor det stopper.
“Normalt vil en massepsykose ebbe ud, men jeg tror, at det vil fortsætte. For hver gang en statue væltes, så inviterer det til, at den næste skal vælte. Det samme gælder, når tv-programmer skal fjernes eller personer skal fyres. Det er det nye normale i den anglo-amerikanske verden,” forudser Frank Furedi.
Et trist synspunkt, der bliver fulgt op af Ivar Arpi , lederskribent på Svenska Dagbladet. Der i en ny bog argumenterer for, hvordan både kvinder, mænd og det frie ord taber, når identitet og følelser trumfer argumenter og viden. Som eksempel nævnes Lunds universitet, hvor Erik Ringmar i begyndelsen af efterårssemestret modtog en usædvanlig skrivelse.
Afsenderen var ledelsen på Lunds Universitets institut for statskundskab, og budskabet var ikke til at tage fejl af: Det ville være godt for alle parter, hvis der inden længe begyndte at optræde flere kvinder på pensumlisterne til lektorens kurser. Særligt feministen Judith Butler ville pynte, lod man forstå, og det allerhelst på Ringmars forestående forløb om “Det moderne samfund og dets kritikere”.
Kurset handlede ganske vist mest om fascistiske tænkere fra starten af det 20. århundrede, hvilket Butler på hverken den ene eller den anden måde passede specielt godt ind i, men inkluderes det skulle hun. Alligevel afviste Erik Ringmar at efterleve ordren.
Kravet til Erik Ringmar kom blandt andet fra institutbestyrelsens Pernilla West, der samtidig repræsenterede Feministisk Initiativ i Lunds byråd. Men West var ikke alene, og hun havde fakultetets retningslinjer i ryggen. Tidligere havde man nemlig besluttet, at andelen af kvinder på pensum ikke måtte udgøre under 40 procent.
I Sverige er udviklingen dogmatisk og undertrykkende, og der foregår noget, der mest af alt minder om en maoistisk inspireret kulturrevolution på svensk mark. Hvor bærerne af denne nye ideologi er i fuld gang med at rense ud i alt det gamle.
Hvad der sker i Sverige, det smitter altid af på Danmark. Her ville en kulturel grænsekontrol være særdeles velkommen. Hvis det i dag var de to kulturelle fædre til den moderne velfærds-kulturpolitik, Viggo Kampmann og Julius Bomholt, der kunne satte dagsordnen, og ikke 15.000 demonstranter midt i en coronatid
Tilsyneladende er denne arv af det kulturelle Danmark i dag overladt alene til Enhedslisten Rosa Lund og andre unge på venstrefløjen. Denne nye mobilisering af had har et let spil på grund af skolernes ringe prioritering af såvel almen dannelse som historisk paratviden. Hvorfor mange unge står passive overfor de nye yderliggående idiologibølgen af selvcensur, vi er vidne til, vil skabe frygt for en ensrettet politisk meningskultur.
Bevægelsen Black Lives Matter har udviklet en dansk fordummelses–tsunami af foragt for den eksisterende lidt provinsielle almene kultur, som af regeringen tilsyneladende bliver overladt i sin egen lille redningsbåd, fordi også de borgerlige partier har kappet fortøjningen.
Derfor er det befriende, at forfatteren Sara Omar maner en fornuftens stemme frem med spørgsmålet! Hvorfor så vi ikke tusinder af unge på gaderne i en protest efter det patriarkalske æresdrab på Huda Ali Ahmad, der boede i Langeskov og var både vellidt og velintegreret – en herboende kvinde, der sukkede efter frihed i Danmark?
Huda minder mig om Darya fra ‘Dødevaskeren’, den lægestuderende på Skejby Sygehus, der møder Frmesk og som stille og roligt sætter ord på de ting, hun bliver udsat for derhjemme. Hun fortæller om social kontrol, om overvågning og et muligt tvangsægteskab til en grandfætter.
“Huda kunne være denne karakter, for hun er netop kvinden, der ville stå ved sig selv, som insisterede på at tage en uddannelse og være et menneske som alle andre. I bund og grund bad Huda aldrig om mere,” siger Sara Omar.
Forfatteren Sara Omar er vred over den samfundspassivitet, hun oplever i kølvandet på Huda-sagen. Den, hvor vi trækker på skuldrene og siger: “Nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder”
Så når vi, som borgere i Helsingør interesser os for at sikre vor lokalkultur og kun kan kommunikere med få ord i lokalpressen, så lades vor lokalkultur i stikken, fordi ingen tager de nødvendige dybe spadestik, for ikke at overlade beslutningerne til de mange nye fantaster og demagoger. Om hvem, der er skurkene og de gode i Rosa Lunds nye Danmarks krønike.
