Klimasekretariat afholder i denne tid lokale informationsaftener om energirenovering, varmekilder og de planlagte udvidelser af fjernvarmenettet. Her er husejere over hele kommunen inviteret til en aften med information, inspiration og muligheden for at stille spørgsmål til kommunen og forsyningen. Og interessen har været overvældende.

– De første tre aftener på Espergærde og Helsingør Gymnasium blev hurtigt fuldt bookede med over 1100 tilmeldte borgere. Pladserne blev booket så hurtigt, at vi straks planlagde tre ekstra aftener. Der er stadig få ledige pladser til det sidste møde den 17. november i Hellebæk, fortæller Kathrine Havsager som er projektleder i klimasekretariatet i Helsingør Kommune.

Og borgerne har generelt taget rigtig godt imod muligheden for at blive klogere på varmekilder og energirenovering.

Mary-Ann Lebeck fra Snekkersten og hendes mand var til mødet på Espergærde Gymnasium den 12. oktober.

– Vi tilmeldte os, fordi vi har gasfyr og gerne ville vide mere om, hvilke muligheder vi har for en ny varmekilde. Den sidste gasregning var så høj, at vi er nødt til at gøre noget, fortæller Mary-Ann Lebeck.

Og selvom hun var ærgerlig over at høre, at fjernvarmen først kommer til hendes adresse i Snekkersten i 2026, så var tiden alligevel givet godt ud.

– Vi fik flere idéer til, hvordan vi kan spare på energien men også forslag til midlertidige løsninger som fx en luft-til-luft pumpe, vi kan installere i stuen, indtil fjernvarmen kommer. Og så var det rart, at man kunne stille spørgsmål, og nogen forklarede hovedlinjerne. Jeg forstår bedre de tekniske ting, når nogen forklarer dem, fremfor når jeg læser et brev fra kommunen, siger hun.

Alternativer til fjernvarme

De tre kommende møder, som finder sted i Hellebæk og Tikøb, hvor der pt ikke er planer om fjernvarme, handler primært om hvilke alternativer til fjernvarme, der findes for boligejerne. Til disse møder præsenterer klimasekretariatet bl.a. et mulighedskatalog for varmekilder, som lige nu er under udarbejdelse.

Lokale fagfolk er også med til møderne, og dem kan man få en snak med efter oplægget fra kommunen.

– Det er fx lokale pengeinstitutter, håndværkere, byggemarkeder og ejendomsmæglere, som bruger deres aften på at informere, inspirere og hjælpe borgerne til at finde de løsninger, der passer til netop deres situation, siger Kathrine Havsager.

Stor interesse

Kathrine Havsager kan også aflæse borgernes interesse for emnet på mængden af mails og telefonopkald, hun modtager.

– Vi mærker generelt en stor interesse fra borgerne i forhold til energi og varmeforsyning, forståeligt nok. Vi gør naturligvis, hvad vi kan for at svare så hurtigt som muligt på både mails og telefonopkald og efterleve borgernes forventninger, lyder det.

Kilde

Foto: ABW