Drik vand og ingen sodavand eller søde drikke i en uge. Få søvn, der passer til din alder. Tag 500 trappetrin på en uge.

Foto: ABW

12 udfordringer af denne type venter i de kommende uger på at blive grebet af børn og familier i Helsingør Kommune.

Sundhedsudfordringerne er udtænkt af elever fra 8. klasse på Hornbæk Skole. Ideen blev oprindelig udklækket i forbindelse med en Boost-uge i januar, hvor temaet var ’Sunde borgere’. Her blev elever fra alle kommunens skoler opfordret til at komme med innovative bud på, hvordan Helsingør Kommunes borgere kan blive sundere.

Buddet fra en gruppe på syv elever fra 8. klasse på Hornbæk Skole var at stille borgerne sunde udfordringer – med mulighed for at vinde gode præmier.

Ideen er blevet grebet af Center for Sundhed og Omsorg og initiativet Et lettere liv i Helsingør Kommune. Og fra den 27. september og 11 uger frem dukker der hver uge en ny sundhedsudfordring op på sociale medier, udtænkt af eleverne fra Hornbæk.

Et stort klap på skulderen
– Det har været superfedt at arbejde med sundhedsudfordringen, og megafedt at nogen kan bruge vores skolearbejde i den virkelige verden. Det er en stor motivation i forhold til at gå i gang med nye, lignende projekter, siger Mille Olivia Eising fra 8. klasse på Hornbæk Skole.

Politikerne i Sundheds-, Idræts- og Fritidsudvalget glæder sig til at følge kampagnen på tætteste hold – og måske tage nogle af udfordringerne op.

– Det er så afgørende, at vi bevæger os og spiser sundt, og så er det vigtigt at have det sjovt og rart med hinanden. Det skal sundhedsudfordringen sætte fokus på og minde os om, siger Jens Bertram, formand for Sundheds-, Idræts- og Fritidsudvalget i Helsingør Kommune.

– Det er rigtig dejligt, at vores skoleelever er så kreative, at de kan hjælpe os med en stor kampagne som den her. Kampagnen er dygtigt udtænkt, og vi håber, at rigtig mange vil tage udfordringerne op, fortsætter han.

Udfordringerne kan ses på Et lettere livs Facebookside, @etletterelivhelsingor og Et lettere livs Instagram, etlettereliv_helsingor. Det bliver også muligt at følge med i udfordringerne på Helsingør Kommunes hjemmeside.
Alle opfordres til at tagge deres fotos #helsingørssundhedsudfordring