Djøf og Lær for Livet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om mentorer:

Mangel på uddannelse er nutidens fattigdom. I Danmark har vi lige adgang til uddannelse, men ikke lige muligheder for at gennemføre den. Her halter anbragte børn langt efter deres ikke-anbragte kammerater. Den ulighed vil Djøf nu hjælpe organisationen Lær for Livet med at gøre noget ved.

Anbragte børns læring og livsduelighed er en vigtig samfundsmæssig opgave. Alligevel viser tal, at kun 20 procent af de tidligere anbragte har gennemført en ungdomsuddannelse seks år efter grundskolen. Det tal er 76 procent for andre unge. Det er problematisk, fordi uddannelse er den væsentligste løftestang for at skabe et godt og selvforsørgende liv.

Derfor har Lær for Livet og Djøf indgået et partnerskab med fokus på aktiviteter, der oplyser om Lær for Livets arbejde.

“Djøf vil især bidrage med at udbrede kendskabet til Lær for Livets mentorordning, hvor man som frivillig voksen kan være mentor for et anbragt barn ved at bidrage med lektiehjælp og alment dannende aktiviteter et par timer om ugen 2-4 gange om måneden. Jeg håber, at der er medlemmer af Djøf, som vil stille sig til rådighed”, siger Lars Brittain, Chef for Djøfs netværk og arrangementer.

Lige nu er det netop sådan nogle mentorer, der mangler i Helsingør kommune. Der mangler mentorer til 2 børn i henholdsvis Helsingør og Hornbæk.
Læs mere om, hvordan du kan blive mentor hos Lær for Livet, her: www.laerforlivet.dk/bliv-mentor