Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2019/07/01-2019/07/09.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kørte uden kørekort

Ålsgårde: En 34-årig mand fra Helsingør blev mandag aften klokken 19.10 standset, da han kom kørende ad Ellekildehavevej. Det viste sig, at han ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Borger slukkede bilbrand

Helsingør: En snarrådig borger fik lidt efter midnat, natten til tirsdag, slukket en mindre brand i en bil. Borgeren, en 48-årig mand, så branden fra sin lejlighed på Hestens Bakke og løb ned til bilen, hvor han slukkede ilden med en spand vand. Et andet vidne har forud for branden set to unge drenge i nærheden, det vides dog ikke, om de har forbindelse til branden. Bilen vil formentlig blive undersøgt nærmere af politiets teknikere for at klarlægge brandårsagen.

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 8. – 9. juli 2019

 

Bil, bus og lastbil stødte sammen

Gørløse: En 43-årig mand fra Hillerød blev torsdag morgen klokken 07.37 påkørt af en bus i forbindelse med et harmonikasammenstød, hvor også en bus og en lastbil var involveret. Manden holdt på Roskildevej, hvor han ville svinge til venstre. Bagved ham kom henholdsvis en bus og en lastbil, der stødte sammen på en sådan måde, at bussen som følge af sammenstødet ramte den 43-åriges bil. Lastbilchaufføren, en 49-årig mand fra Helsingør, buschaufføren, en 54-årig mand fra Søborg, samt en passager fra personbilen blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen.

Havde hash men intet kørekort

Helsingør: En 19-årig mand fra Helsingør blev torsdag aften klokken 22.00 standset, da han kom kørende ad H P Christensens Vej. Her viste det sig, at han ikke havde noget kørekort. Til gengæld var han i besiddelse af en mindre mængde hash, en kniv samt et kontantbeløb, som blev konfiskeret. Den 19-årig blev sigtet for kørsel uden førerret, besiddelse af euforisende stoffer og overtrædelse af knivloven.

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 4. – 5. juli 2019

Indbrud i lejlighed, Helsingør

Klokken 18.07 anmeldte en 74-årig mand, at der klokken 15.00 var kommet fem personer ind i hans lejlighed på Strandgade. De fem personer kom ind gennem en uaflåst dør og stillede sig ind i stuen. Den 74-årige beboer råbte højt af dem for at få dem til at gå, og efter ca. fem minutter forsvandt de fra stedet. Umiddelbart blev intet stjålet.

Personerne beskrives som:
A: mand, ca. 40 år, østeuropæisk af udseende.
B: kvinde, østeuropæisk af udseende.
C: kvinde, østeuropæisk af udseende.
D: mand, ung, østeuropæisk af udseende.
E: kvinde, ung, østeuropæisk af udseende.

Narkokørsel, Hornbæk

Klokken 18.56 blev en 23-årig mandlig bilist med ukendt adresse standset og kontrolleret på Sauntevej. Her erkendte føreren, at han var påvirket af hash, og han blev derfor taget med til en kontrollerende blodprøve.

Hash og skunk fundet på Ellehammersvej

Helsingør: En gruppe unge fik så travlt med at komme væk fra den gamle betonfabrik, da politiet klokken 21.40 tirsdag aften dukkede op, at det formentlig var nogle af dem, der tabte en mindre mængde hash og skunk i flugten. Udover de euforiserende stoffer, blev der fundet en joint og en kniv i området.

Tyve påstod at være udsat for røver

Helsingør: To unge mænd på henholdsvis 15 og 16 år, begge fra Helsingør, forsøgte at skjule deres indbrud i Væftets Madmarked som et gaderøveri. de to drenge var omkring klokken 01.389 brudt ind i Værftets Madmarked, men stak af fra stedet, da en patrulje kom. Den ene af de unge glemte imidlertid sin taske, som blandt andet indeholdt id og de anmeldte kort tid efter, at de var blevet udsat for gaderøveri for at maskere deres gerning. Under afhøringen af de to drenge tilstod de to indbruddet.

Stjal sko

Helsingør: En 48-årig kvinde fra Helsingør blev mandag eftermiddag sigtet for butikstyveri, efter hun klokken 14.17 blev taget for at have stjålet et par sko fra Føtex i Helsingør Bycenter.

Uenighed om parkering førte til trusler

Helsingør: En 45-årig mand blev mandag eftermiddag ved 17-tiden truet af en taxachauffør i forbindelse med en parkering ved en stander på Q8 på Klostermosevej. En taxachauffør blev så irriteret over, at den 45-årige havde parkeret foran ham, så han selv skulle bakke for at komme væk fra standeren, at han bad en kammerat om at tage fat i den 45-årige og “ordne ham med det samme” ligesom taxachaufføren sagde, at han ville finde den 45-årige mand samme aften og ordne ham. Den truende taxachauffør beskrives som en 45-50-årig mand, mellemøstlig af udseende, 180 cm høj og almindeligt af bygning, brun i huden med kort, sort, let krøllet hår, iført lys skjorte.

Mand smadrede rude

Helsingør: En 36-årig mand fra Helsingør blev mandag aften klokken 22.31 sigtet for hærværk, efter han havde knust en rude i døren til Riva Pizzaria på Blichersvej.

Narkokørsel og kørsel uden førerret, Humlebæk

Klokken 13.50 blev en 26-årig kvindelig bilist fra Kastrup standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen i den nordgående retning. Her viste det sig, at kvinden ikke havde erhvervet sig retten til at føre bil, ligesom hun fik narkometeret til at slå ud for cannabis. Ved den efterfølgende visitation blev hun fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Hændelsen medførte i øvrigt, at bilen blev beslaglagt.

Færdselsuheld, Holte

Klokken 15.44 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, hvor en motorcyklist havde påkørt en varebil. Det nærmere hændelsesforløb er endnu ikke fastlagt.

Motorcyklisten, en 33-årig mand fra Midtsjælland, blev efterfølgende kørt på sygehuset.

Kørte i brugsstjålet bil med spiritus i blodet, Hellebæk

En patrulje standsede klokken 18.06 en 42-årig mandlig bilist fra Dronningmølle på Nordre Strandvej. Her viste et alkometer, at den 42-årige havde kørt bil, selv om han var påvirket af alkohol over det tilladte. Patruljen kunne desuden konstatere, at manden havde brugsstjålet den bil, han kørte i, samt at han havde fået inddraget sin førerret. Den 42-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for de tre forhold.

Færdselsuheld, Hellerup

På tilkørslen til Helsingørmotorvejen ud for Lyngbyvej påkørte en 25-årig mand fra Nakskov klokken 00.05 autoværnet og endte i den forbindelse i 1. vognbane på Helsingørmotorvejen. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade, men føreren af bilen blev alligevel kørt til tjek på hospitalet. I forbindelse med uheldet blev 1. og 2. vognbane på Helsingørmotorvejen afspærret i en kortere periode.