Demenskoret begynder en ny sæson den 21. februar – første sæson blev rundet af med en fin koncert på HRT.

Den 21. februar har du chancen for at komme med fra starten af en ny sæson i Helsingørs eget demenskor.
LOF udbyder 10 sangformiddage med korleder Lone Skands Duerlund. Det er allerede korets andet sæson, og den første blev rundet af den 31. januar med en fin koncert på HRT, Helsingør Rehabiliterings- og Træningscenter.
På repertoiret var både nye danske sange, bl.a. ’Du spør mig om håbet’, som vandt en sangkonkurrence i forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum. Og gamle kendinge som ’Så længe jeg lever’ af John Mogensen og ’Svantes lykkelige dag’ af Benny Andersen.
Alle sange blev sunget med stort engagement. Nogle af dem ovenikøbet flerstemmigt og med solister og rytmeinstrumenter.
Det er meget rørende at synge. Det bringer minder frem om ens gamle liv. Ungdomslivet og de følelser, man havde. Fx forelskelse,” fortæller Jytte, en af korsangerne.
Hun har sin mand Niels med som ledsager i koret.
Jonna synger hele vejen
Man bliver glad af at synge. Folk nyder det, og vi kender sangene fra ungdommen, i hvert fald John Mogensen og Elvis,” fortæller Tilli, som er ledsager for Jonna:
”Når vi skal til kor, henter jeg Jonna i Ålsgårde, og hun synger hele vejen herhen,” fortsætter hun, mens Jonna nynner ’Jeg ved en lærkerede’, der var med til koncerten som fællessang.
Alle sangerne har ledsagere med, og til sammen tæller koret lidt mere end 20 deltagere.
Til den nye sæson vil flere af de ’gamle’ sangere være med igen. Men der er plads til nye, fortæller den nuværende korleder Ulla Hyldgård, inden hun holder en lille afskedstale for korsangerne.
”I har klaret det så flot. Det var en topgod koncert,” siger hun.
Fakta
- Demenskoret er for alle, som har lysten til at synge i et fællesskab, selvom hukommelsen ikke er, hvad den har været. Musik og sang bringer glæde og samvær.
- Demenskoret er inspireret af DR tv-serien af samme navn.
- Fra den 21. februar øver koret hver fredag fra kl. 10.45-12.15 i Sundhedshuset i Helsingør.