Hvis Helsingør Kommunes spareforslag om at bryde den nyligt indgåede egnsteateraftale bliver en realitet, risikerer det globalt anerkendte egnsteater på Kronborg, HamletScenen, at lukke.
”Et kommunalt tillidsbrud af denne art vil ikke blot ramme lokalt, men række langt udover kommunegrænsen og ryste støttestrukturen i hele den danske kulturverden,” udtaler HamletScenens teaterdirektør Lars Romann Engel.
I et forsøg på at få lokalpolitikerne i Helsingør til at indse konsekvenserne af et tillidsbrud med både staten og HamletScenen starter teatret derfor støttekampagnen #SAVEHamletScenen. Kampagnen skal derudover sætte fokus på vigtigheden af bevarelsen af en lokal kulturinstitution, der de seneste 16 år har været en altafgørende spiller indenfor både national og international scenekunst, og med videreførelsen af den 208 år gamle Hamlet-teatertradition på Kronborg har været med til at sætte byen Elsinore på verdenskortet i dette årtusinde.
#SAVEHamletScenen er en kampagne på sociale medier, hvor HamletScenen inviterer alle til at vise deres støtte og sympati i kampen for bevarelsen af teatret på Kronborg. HamletScenen opfordrer borgerne til at like, kommentere og dele budskabet i håb om at skabe mest mulig fokus på konsekvenserne af tillidsbruddet mellem kommune, stat og kulturinstitution.
HamletScenens bestyrelse og ledelse har vist, at det fremlagte spareforslag vil blive dyrere for kommunens borgere både økonomisk, omdømmemæssigt, socialt og kulturelt end at overholde egnsteateraftalen.
Læs HamletScenens notat til Helsingør Byråd her: https://hamletscenen.dk/hamletscenen-lukningstruet/
Kampagnen løber fra den 3. september – 12. september 2024.