Turismen i Helsingør Kommune er ikke bare tilbage, den er videre og sætter ny rekord med 2022. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik.

Foto ABW

Af tallene for turismeovernatninger i hele 2022 ligger tallene for Helsingør Kommune samlet set 28% højere end 2021, som var ramt af pandemien. Men også i forhold til 2019, der var det hidtil bedste år, kommer 2022 ud med et rigtig flot resultat. Her ligger tallene ca. 7% højere end i 2019 og sætter dermed ny rekord for Helsingør Kommune.

I en turistanalyse af Helsingør Kommune, Wonderful Copenhagen har udarbejdet i 2022, fremgår det, at det i høj grad er kulturen med den historiske bykerne, den maritime atmosfære og museerne og attraktionerne, der får Helsingør til at skille sig ud fra andre destinationer.

”Det er en rigtig god nyhed, som slår fast, at vi har foretaget de rigtige tiltag for at gøre det attraktivt og spændende at besøge vores kommune ligesom vi sammen med Wonderfull Copenhagen har foretaget de rigtige markedsføringstiltag. Vi har så utroligt meget at tilbyde i form af unik historie, kultur og natur. Det er jeg glad for, at så mange har lyst til at opleve, for det gavner i den grad vores erhvervsliv, og er med til at skabe lokale arbejdspladser. Det synes jeg, alle der bor her i Helsingør Kommune kan være stolte af, og jeg er sikker på, at vi sammen kan være med til at fortsætte den udvikling i de kommende år,” siger borgmester Benedikte Kiær.

Svenskere tilbage i stor stil
Når man kigger nærmere på, hvor turisterne kommer fra, så har der været en kæmpe fremgang i svenske overnatninger på 17% i forhold til før pandemien. De andre nærmarkeder Norge og Tyskland er også større end nogensinde før med fremgang i forhold til 2019 på henholdsvis ca. 6% og 9%. Den stigende interesse for at holde ferie i Helsingør Kommune ses også hos hollænderne, som har haft 20% flere overnatninger på kommunens hoteller mm. end før corona.

Imens der er markant fremgang på nærmarkederne og også i danske overnatninger – over 12% fremgang i forhold til 2019, så ligger det samlede antal internationale overnatninger dog stadig under 2019. Det skyldes, at de oversøiske stadig ikke er tilbage på samme niveau og trækker ned i statistikken. Det drejer sig særligt om de overnattende gæster fra Storbritannien, der er 55% under 2019, og fra USA, der samlet for året er nede med 38%. Og Kina, der stadig er 95% nede i Helsingør. Et mønster, der går igen i hele hovedstaden.

”Først og fremmest er vi rigtig glade for at se, at vi sammen har fået virkelig godt fat i Helsingørs vigtige nærmarkeder igen. Men ligesom for resten af hovedstadsregionen så har vi stadig et arbejde foran os med at få de oversøiske gæster tilbage. Og i Helsingør Kommune har vi også et vigtigt arbejde foran os med at få endnu flere dagsbesøgende konverteret til overnattende gæster og få de overnattende til at tage en ekstra nat mere, så vi får endnu større omsætning og værdi ud af vores gæster,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør, Wonderful Copenhagen.

I Wonderful Copenhagens analyse svarer tæt på 40% af de adspurgte turister, at de gerne ville have brugt mere tid i Helsingør, hvilket understreger det potentiale, der er for at forlænge den enkelte gæsts besøg.

En stor del af turismen i Helsingør Kommune er endagsturister, som ikke indgår i overnatningstallene. De overnattende gæster lagde i alt 520.473 overnatninger i Helsingør Kommune i 2022, hvoraf hovedparten var danske overnatninger. I 2019 var der samlet 487.871 overnatninger, imens tallet for 2021 var nede på 407.230.

Kilde Helsingør Kommune.