Tips til efterårsferien

Spread the love
Tips til efterårsferien
Luftfoto af efterårsskov med grusveje, der mødes i et kryds mellem gyldne træer (Kilde: Natasha fra VisitNordsjælland)

Jeg ved ikke med dig, men jeg synes faktisk, efteråret kan noget helt særligt. Luften bliver lidt køligere, naturen skifter farve, og pludselig får man lyst til både lange ture udenfor og hyggelige stunder indenfor. Derfor har jeg samlet lidt inspiration til dig, der også har lyst til at få det bedste ud af efteråret.

En efterårsdag på Tothaven
På Tothavens Besøgsgård ved Hundested kan du hilse på alt fra grise og ponyer til æsler, løbeænder og malkegeder. Kig også forbi gårdbutikken eller snup en pause i caféen med kaffe og hjemmebag. Og selvom kalenderen siger efterår, er der selvfølgelig også plads til en af Tothavens hjemmelavede is. Husk at booke billet på forhånd – Tothaven lukker kun et begrænset antal gæster ind ad gangen og holder åbent til og med 18. oktober.

Sidste chance for at se årets sandskulpturer
Har du endnu ikke set årets sandskulpturer i Hundested? Så er efterårsferien sidste chance. I år har de internationale kunstnere fået temaet Middelalderen – og det er der kommet nogle ret imponerende og detaljerede sandskulpturer ud af. Børnene kan også selv prøve kræfter med sandkunst og sandmaleri eller tage på skattejagt i parken. Sidste åbningsdag er 18. oktober.

Flere idéer til efterårsferien:

  • Løs gåder og mysterier på Esrum Kloster & Møllegård
  • Kombinér moderne kunst og middag med udsigt på Louisiana
  • Prøv fodboldgolf i Gribskov – en sjov dyst for hele familien
  • Slip kreativiteten løs i efterårsferien på Nivaagaards Malerisamling
  • Pak badetøjet og tag en tur i Gribskov Svømmehal
  • Efterårsferie på Arsenalet – lav din egen tinsoldat
  • Lav sjove kartoffeldyr på Hillerød Bymuseum

Hvad glæder du dig mest til ved efteråret? Vi ses i Nordsjælland!