Helsingør Kommune har givet diplomer til en række virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar.

Helsingør Kommune har certificeret en række virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar, når det gælder om at hjælpe borgere tilbage på arbejdsmarkedet. Disse virksomheder er såkaldte SAGA Nord-virksomheder.

De tre virksomheder, som i denne omgang har fået diplomer, er:

Retnemt

Retnemt (topfoto) er blevet en SAGA Nord virksomhed, fordi de gennem de seneste år har haft et rigtig godt og tæt samarbejde med kommunen om at få ledige borgere i beskæftigelse. Virksomheden er altid åben overfor at hjælpe borgere med både kompetenceafklaring og kompetenceopbygning via praktikforløb. Mange forløb er blevet til ansættelser efterfølgende. På billedet ses produktionschef Johnny Henriksen, som har fået overrakt diplomet på vegne af virksomheden.
Retnemt laver måltidskasser, som bestilles online.

Servicefirmaet Renell

Renell har af flere omgange modtaget hele praktikanthold og har også gennem årenes løb gennemført flere individuelle forløb, hvor mange borgere efterfølgende har fået en ansættelseskontrakt.

Stark Helsingør

Stark Helsingør har gennem flere år modtaget kommunens borgere og igangsat forløb i form af praktik og løntilskud, hvor det også i flere tilfælde er blevet til ansættelse. Kommunen har et rigtig godt samarbejde med Stark Helsingør, og det er et meget velfortjent diplom, der her overrækkes.