PASSAGE festival fyldte igen i år Helsingør og Helsingborgs gader med masser af gadeteater. Kunstnere og publikum trodsede vejret og selv med de usædvanlig store mængder regn, blev festivalen en succes med kun ganske få aflysninger. Åbningstorsdagen i Helsingør var den mest regnfulde dag i Danmark i 1½ år.

149 kunstnere deltog i festivalen, som i alt bød på 166 store og små gadeteaterforestillinger og tilknyttede aktiviteter som workshops mm. på 37 forskellige spillesteder i Helsingør og Helsingborg + opland.

Foto: Karsten Piper

AFTENFORESTILLINGER OG LIV I BYEN
3 + 4 + 5 august bød på spektakulære aftenforestillinger i Kulturhavnen, og PASSAGE festival lykkedes med at skabe masser af liv i Helsingør – også om aftenen.

Mange deltog i den officielle åbning 3. august, hvor det franske kompagni, Mécanique Vivante, tryllebandt publikum med deres forestilling THE SIRENS’ SONG.

Kumulus’ SHIPWRECK 4. august var udfordret af regnvejret, men viste publikum et på én gang farverigt og dystert fremtidsscenarie i Sydvest Passagen ved Værftshallerne.

Festivalens sidste store aftenforestilling den 5. august var Pan.Optikums stort anlagte danseforestilling, POWER OF DIVERSITY, hvor 35 unge fra hele Europa deltog.

FESTIVALCAFEEN
I år stod PASSAGE festivalen bag den vellykkede Festivalcafé i Toldkammeret. Cafeen og gården var fyldt til sidste plads under hele festivalen

PASSAGE I HELSINGBORG
PASSAGE festival i Helsingborg havde de samme vejrudfordringer som i Helsingør, men heldigvis var der sol om søndagen, hvor PASSAGE sluttede af med en vellykket familiedag. Her deltog også mange danskere i det hyggelige festivalområde i Slottshagen ved Kärnan.

INTERNATIONALE FESTIVALARRANGØRER BESØGTE FESTIVALEN
25 arrangører fra Europa besøgte i år festivalen for at stifte bekendtskab med nordisk gadeteater.
– Platformen Nordic Street, som bl.a. er støttet af Nordisk Ministerråd og Statens Kunstfond, er skabt for at synliggøre nordisk gadeteater for internationale festivalarrangører, og under PASSAGE festivalen har der derfor været en del kontakt mellem kunstnere og arrangører, hvilket øger sandsynligheden for at flere af kunstnerne kommer på turne i Europa til næste år, udtaler Jens Frimann Hansen, leder af Helsingør Teater og af PASSAGE festival i Helsingør.

Foto: Karsten Piper

PASSAGE FESTIVAL I 2018
I 2018 fortsætter PASSAGE festival med at tilbyde en festivaluge med et bredt udvalg af forrygende gadeteater. Festivalens struktur er arrangørerne generelt tilfredse med, men den skal naturligvis evalueres med henblik på at skabe en endnu bedre festival til næste år. Vi ses til PASSAGE festival i 2018!