To have or not to have a Hamlet ticket. Det er spørgsmålet.
Efterspørgslen på billetter til The Lord Chamberlain´s Mens forestilling Hamlet, der spiller på Elsinore Shakespeare Festival 2024 på Kronborg i august, har været overvældende. Billetterne er revet væk i rekordfart og HamletScenen har kunne melde alt udsolgt til de fire forestillinger allerede i denne uge.
Men lykkeligvis er det lykkedes HamletScenen at overtale The Lord Chamberlain´s Men at spille en ekstra forestilling på årets Elsinore Shakespeare Festival 2024.
”Jeg er utrolig glad for, at billetsalget til teatret er på vej tilbage til det niveau vi havde inden Corona-krisen ramte os! Dette er beviset for at vi er på rette spor – og vi har nu åbnet salget til en ekstra Hamlet-forestilling på festivalen. Det er nærmest lykkeligt”, fortæller teatrets kunstneriske leder og direktør, Lars Romann Engel.
Da der i forvejen har været planlagt en forestilling lørdag den 10. august kl. 19:00, vil ekstraforestillingen blive en matiné-forestilling kl. 14:00. Der er netop blevet åbnet for billetsalg til denne forestilling, så hvis tempoet fortsætter ved billetlugen, skal man nok skynde sig.