Foto: LinkedIn profilen
Foto: LinkedIn profilen

Kommunaldirektør Stine Johansen er blevet indstillet til landets fineste pris blandt ledere. Hun kappes om titlen med fire andre topledere.

Med udnævnelsen som kandidat til “Årets leder” træder Helsingør Kommunes kun 41 årige kommunaldirektør, Stine Johansen, ind i et meget fint selskab der tæller både den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels og Vestas direktør Anders Runevad.

– Jeg føler mig meget beæret over at have blevet nomineret, fortæller Stine Johansen.

I præsentationen af Stine Johansen skriver Lederne at “Stine Johansen har blandt andet erfaring fra Grønland, hvor hun i perioden 2009-2013 var ansat som kommunikationsdirektør og siden fungerende kommunaldirektør i Sermersooq, der er Grønlands hovedstadskommune omfattende blandt andet Nuuk. Hun er uddannet cand. mag. i visuel kultur og MBA fra Henley Business School. I starten af året blev hun af ugebrevet Mandag Morgen udpeget som en af 10 kvindelige ledere i det offentlige, der shiner mest og går nye veje til inspiration for andre”.

– Det er helt vildt skønt, at de vælger at nominere en kommunaldirektør. Det viser at de har forståelse for betydningen af lederskab i den kommunale sektor. Jeg mener virkelig – det er i kommunerne, det sker. Det er her velfærdsdanmark bliver udviklet og nytænkt, siger Stine Johansen om motiveringen for nomineringen.

Ny måde at være kommunaldirektør på
Hun mener at en af grunderne til at hun er blevet nomineret er, at hun repræsenterer en ny måde at være kommunaldirektør på.

– Tidligere var kommunaldirektører måske lidt grå i det, det er jeg ikke, og det bliver der lagt mærke til. Så jeg er nok en repræsentant for et skifte inden for kommunal topledelse, siger Johansen.

Men det vigtigste for Stine Johansen er ikke hvorvidt hun bliver nomineret eller “shiner” som Ugebrevet mandag morgen skriver. Det vigtigste for hende er lederskabet, for det er det der påvirker menneskerne der arbejder i organisationen.

– Jeg håber, at jeg leverer et lederskab, som sprudler af engagement, nærvær og åbenhed. Og forhåbentlig smitter min adfærd, så stilen, der bliver lagt for dagen, spreder sig ud i organisationen, fortæller Helsingørs kommunaldirektør.

De andre fire nominerede til den prestigefyldte pris er, Direktør i Børnecancer- fonden Marianne Benzon Nielsen, 55 år. CEO for Royal Unibrew Henrik Brandt, 61 år. Bjarke Ingels, 42 år, Arkitekt og leder af arkitektgruppen og tegnestuen Bjarke Ingels Group. CEO i Vestas Anders Runevad, 56 år, oplyser Helsingør Kommune.

Afstemningen til årets ledere er åben for alle og begynder mandag den 10. oktober. Den  24. november er afstemingen slut, og “Årets Leder” bliver kåret. Du kan stemme på årets leder her.