Forårets jobmesse på tværs af Øresund er efterspurgt hos de lokale virksomheder, som mangler arbejdskraft.
Den 4. marts 2025 er der HH-jobmesse på Kulturværftet i Helsingør og i Helsingborg Arena. Det er niende gang, jobmessen på tværs af Øresund løber af stablen, og virksomhedskonsulent Henrik Weiss har aldrig oplevet så stor interesse for at booke en stand på dansk side som i år.
Her, fem måneder før messen, er over halvdelen af de 42 stande på Kulturværftet allerede booket.
Messens gode ry er løbet i forvejen, og vi oplever stor interesse. Også fra virksomheder, som ikke har været med før. Vi får bl.a. besøg af Kriminalforsorgen og Forsvaret for første gang. Kriminalforsorgen stiller med en kæmpemæssig bus på forpladsen foran Kulturværftet, hvor de jobsøgende kan opleve lidt af hverdagen i et fængsel. Bl.a. kan de prøve at ransage en celle. De kan også tale med nuværende ansatte om arbejdet som fængelsbetjent,” fortæller Henrik Weiss.
Tanken er at inddrage pladsen foran Kulturværftet – også til en bemandet politibil, ambulance og evt. lastbil og bus – så det bliver meget synligt, at der er jobmesse.
Blandt andre nye virksomheder på jobmessen i 2025 er North Sea College og LEMCO Mobility ApS.
Gamle kendinge
Udover de nye virksomheder har gamle kendinge som Trelleborg Sealing Solutions, Netto og diverse pleje- og omsorgsvirksomheder allerede booket stande.
Deres melding er, at de har været glade for at være med de andre år, og at de altid får ansat nogle medarbejdere som et resultat af jobmessen, siger Henrik Weiss.
Beskæftigelsen er generelt høj i Danmark – og i Helsingør er arbejdsløshedsprocenten lavere end på landsplan. Det betyder, at der er rift om medarbejderne – hvilket igen kan være med til at skubbe på interessen for en jobmesse-stand.
For Henrik Weiss handler det også om at få nogle nye virksomheder med, så det ikke altid er de samme virksomheder, de jobsøgende kan møde på messen.
Der er en del af de ledige, som kommer tilbage flere år i træk, og for dem er det rigtig fint, hvis der er nye virksomheder med. Så virksomheder, som ikke har været med på jobmessen før, er meget velkomne til at henvende sig,” siger Henrik Weiss.
Er du interesseret i at booke en stand på jobmessen? Kontakt Henrik Weiss på tlf. 25 31 37 11.
Læs mere om sidste års jobmesse:
- Bliver i 2025 afholdt for niende gang i et samarbejde mellem Helsingborg og Helsingør Kommune.
- Jobmessen bidrager typisk til, at 100 kommer i arbejde på den danske side af Øresund.
- Der er en del svenskere, som besøger jobmessen i Helsingør og får job i Danmark. Bevægelsen er langt mindre den anden vej, hvilket bl.a. skyldes kronekursen, skatteforhold og lavere lønninger i Sverige.
- Ifølge Danmarks Statistik pendlede knap 600 svenskere i 2022 til et job i Helsingør Kommune.