Der var fokus på bæredygtighed og grønne løsninger, da Helsingør Kommune samlede det lokale erhvervsliv til sommermøde på Helsingør Gymnasium onsdag den 4. september.
Termometret viste 34 grader, da dørene blev åbnet til Helsingør Kommunes årlige sommererhvervsmøde onsdag den 4. september.
Den lumre sensommerhede i Helsingør Gymnasiums festsal virkede som en helt konkret påmindelse om, hvorfor temaet for dette års sommermøde netop var global opvarmning, og hvordan det lokale erhvervsliv kan tage del i den grønne omstilling og mindske CO2-udledningen i samfundet.
Godt og vel 100 repræsentanter fra det lokale erhvervsliv mødte op.
Da alle havde sat sig, kunne borgmester Benedikte Kiær som første oplægsholder ikke lade være med at bemærke temperaturen i den trykkende varme festsal.
“Det her er sommervarme på en måde, der er lidt foruroligende. Det burde ikke være så varmt, som det er i dag. Og der er flere signaler, som viser, at vi bør tage den grønne omstilling alvorligt,” sagde borgmesteren som indledning til at fortælle om, at Helsingør Kommune er blevet udvalgt til europæisk Green Leaf kommune for sin indsats på klimaområdet:
Vi er ikke kommet sovende til prisen. og vi hviler heller ikke på laurbærrene. Der følger en forpligtelse med prisen om at fortsætte indsatsen.”
Borgmesteren kunne blandt andet fortælle, at kommunen vil søsætte en ny bæredygtighedspris til virksomheder, der gør en ekstra indsats.
Med prisen vil vi sætte fokus på, hvordan virksomheder kan bidrage til den grønne omstilling. Forhåbentlig kan de gode eksempler inspirere andre.”
Klima og geopolitik hænger sammen
Næste taler var Connie Hedegaard, tidligere formand for Concito, klimakommissær i EU og klima-, energi- og miljøminister.
Hun fortalte om, hvordan store globale udviklinger, som Ruslands invasion af Ukraine påvirker landes energi- og klimapolitik.
Herefter trak hun tråde fra det globale til små og mellemstore virksomheder i Danmark, som alligevel også spiller en væsentlig rolle i at bremse den globale opvarmning.
Hvis ikke vi i Danmark skal gøre en indsats, hvem skal så?” spurgte Hedegaard retorisk.
Connie Hedegaard forklarede, at store virksomheder vil blive mødt af stigende krav om at måle og mindske deres klimaaftryk. Og det vil hurtigt også få betydning for små og mellemstore virksomheder, der er underleverandører til de store virksomheder.
Virksomheders klimaaftryk vil komme til at spille en rolle for konkurrenceevnen. ‘The race is on’. Og det er godt for os i Europa, forudsat at vi kan høste frugterne af det. Vi er stadig i førersædet, men det kan hurtigt ændre sig,” sagde den tidligere EU klimakommissær.
Efter Connie Hedegaard fulgte et oplæg fra Anders Ziegler Kusk fra Industriens Fond.
Han henviste til en undersøgelse, der viser, at langt de fleste mindre danske virksomheder ikke for alvor har kastet sig ud i den grønne omstilling.
Industriens Fond er sat i verden for at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Og her forudser man, at bæredygtighed bliver et betydeligt konkurrenceparameter.
Vi har en vision om, at Danmark har verdens mest bæredygtige produktionssektor. Og vi vil gøre bæredygtig produktion til et konkurrenceparameter for dansk erhvervsliv.”
Sommermødet blev rundet af med en livlig paneldebat, inden deltagerne kunne få lidt at spise og noget køligt at drikke.
Læs her eller se det store galleri: Se fotos fra sommererhvervsmødet