Helsingør skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om maden til stafetten:
Tirsdag den 4. juni blænder Helsingør Kommune op for årets store løbefest – maden til arrangementet leveres af Slagter Baagø.
Når de mange løbere efter Kronborgstafetten den 4. juni sætter sig til bords i Værftshallerne, vil de få serveret mad fra Slagter Baagø. Den lokale slagter har før leveret mad til løbefesten.
– Kronborgstafetten betyder vildt meget for os. Vi er meget taknemmelige for at få så flot en ordre og glæder os rigtig meget til den store dag, siger Lars Woldfrom fra Slagter Baagø.
– Udgangspunktet har været, at vi skulle lave en sund menu i bæredygtig emballage, og det signal vil vi rigtig gerne være med til at sende.
Menuen serveres, efter at folk har været ude på løberuterne i halvanden time. Og med op mod 3000 sultne deltagere er det noget af et arbejde at få mad på bordene.
– Det kræver stor forberedelse at lave mad til så mange mennesker, men vi har prøvet det før og glæder os bare til at komme i gang. Vi håber, solen vil skinne på arrangementet, siger Lars Woldfrom.