Der er bred politisk opbakning til en ny indsats i Helsingørs Nordvest kvarter, oplyser Helsingør Kommune i en pressemeddelelse:

Målet for indsatsen er at udnytte områdets uudnyttede potentialer. Kvarterets borgere har værdifuld viden om deres lokalområdets muligheder og kvaliteter. Den viden vil Helsingør Kommune bringe i spil, så man sammen kan få forløst områdets potentiale. Derfor bliver borgerinddragelse et vigtigt element i indsatsen.

Helsingør Kommune vil bruge 720.000 kr. fra de statslige særtilskudsmidler til analyse, borgerinddragelse og aktiviteter i Nordvest. Formålet med første del af indsatsen er, at kommunen gennem borgerdialog og involvering vil kortlægge borgernes drømme for området. Her kan nye aktiviteter, borgergrupper, foreninger mv. se dagens lys. I anden del af indsatsen vil der være fokus på, om drømmene om områdets byrum – grønne områder, veje, pladser osv. – kan realiseres. I den fase bliver der brug for at søge om midler til byfornyelse og nye anlæg.

– Nordvest-området rummer så meget potentiale og muligheder. Jeg har selv boet i området, og der er rigtig mange frivillige kræfter og engagement. Vi vil med indsatsen skabe mere liv og fælleskab i området, og her kan kulturen være en stærk drivkraft. Som for eksempel når Passagefestivalen besøger Vapnagård. Kulturen kan nemlig være med til at skabe stolthed, identitet, og derudover har kulturen også godt at blive flyttet ud af sine vante rammer. Jeg glæder mig til at få forløst det enorme potentiale, der er i Nordvest, siger Henrik Møller, der er Byrådsmedlem og formand i Kultur- og Turismeudvalget.

De unge skal være med
Mange unge har deres daglige gang i Nordvest. Lige nord for området ligger store idrætsanlæg og Ungdomsskolen, Erhvervsskolen og 10. klassecenteret. I området ligger Nordvestskolen med udskolingsklasser og klubben Abildtræet. Derfor er det oplagt med et fokus på de unge og deres hverdag i indsatsen.

– Det er kun fantasien, der sætter grænserne for, hvad vi kan lave i området, og her er de unge en vigtig spiller. I gamle dage var kvarteret kendt for sommerfester, der samlede områdets beboere. Tænkt hvis de unge sammen med Ungdomsskolen kunne lave sommerkoncerter og optræde til glæde for hele kvarteret. Vi har rigtig mange gode tilbud til de unge i dette område. De er vigtige medspillere, når vi skal gøre området mere attraktivt og trygt. Bølgen i Ålsgårde har lykkes med at samle unge og gamle, men også tilgodese de forskellige aldersgruppers behov. Så der kan vi finde rigtig meget inspiration, siger Michael Mathiesen, der er Byrådsmedlem og næstformand i Kultur- og Turismeudvalget.

Et godt og trygt sted at bo
Indsatsen har også afsæt i en bekymring for områdets udvikling. Det midlertidige Udvalg for Tryghed og Forebyggelse har sat fokus på utryghed og hærværk i området og kom i foråret 2016 med en anbefaling til Byrådet om en indsats i området.

– Jeg er rigtig glad for at arbejde i udvalget har båret frugt. Der er allerede taget hånd om de udfordringer med hærværk og uro, der var i området. Nu skal vi i gang med at inddrage borgerne i udviklingen af deres kvarter, siger Katrine Vendelbo Dencker, formand for Tryghedsudvalget og medlem af Kultur- og turismeudvalget.

Om indsatsen og området

Den 1. april 2017 åbner Helsingør Kommune et projektkontor på Abildvænget bibliotek.

Nordvest: Området mellem Esrumvej, Gefionsvej, Kronborg Ladegårdsvej og Klostermosevej.
Der bor ca. 4.100 personer i dette område; heraf er ca. 850 personer under 18 år og 925 over 65 år.

Området består af seks almene boligafdelinger og flere villakvarterer med mange mindre boliger fra 1950’erne og 60’erne. I områdets seks almene boligafdelinger – 1.400 husstande – er andelen af børn/unge og ældre gennemsnitligt for hele kommunen. Der er markant flere enlige forsørgere i de almene boliger i Nordvest end gennemsnitligt i Helsingør Kommune.