1. maj er hvert år skiftedag for børn, der skifter fra børnehave til skole – og mange begynder i dagtilbud. I år rykkes skiftet til den 10. maj, oplyser Helsingør Kommune.

Helsingør Kommune har besluttet at udskyde Store Skiftedag på grund af den aktuelle corona-situation. Dagen, hvor de ældste børn i dagtilbud skifter fra børnehave til skole, flyttes nu fra 1. til 10. maj. Samtidig udskydes opstart i dagtilbud for de mindste børn i samme periode. Det samme gælder skiftet fra SFO til klub.

Der sker først og fremmest for at gøre skolestart og opstart i vuggestuen lige så god for børn og forældre, som den ellers plejer at være. Med de gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ville det fx ikke være muligt for forældre at følge børnene på skiftedagen, ligesom det heller ikke vil være muligt for forældre til børn, der begynder i vuggestuen, at deltage i barnets hverdag i en indkøringsperiode, som man ellers plejer at gøre. Derfor glæder borgmester Benedikte Kiær sig også over beslutningen, der er truffet i Børne- og Uddannelsesudvalget fredag eftermiddag:

“Det er den bedste løsning for både børn og forældre. For det er afgørende for en 1-årig at have far eller mor med den første tid i vuggestuen. Det er på ingen måde godt at begynde i vuggestuen uden mor eller far ved sin side. Og samtidig er det også vigtigt for de større børn at få en fin og rolig overgang til SFO og skole den 10. maj. Med udgangspunkt i børnene, så giver udvalgets beslutning rigtig god mening.”

Også formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Gitte Kondrup glæder sig over beslutningen.

“Ved at flytte Store Skiftedag tager vi både hensyn til børnene og til de skoler og børnehaver, der tager imod. Vi får rammerne på plads inden, så vi følger alle retningslinjer, og vi får børnene stille og roligt i gang igen. Det er vigtigt, at alle får en god start, både de nye børn, som vi skal byde velkommen i vores daginstitutioner og de ældste, der skal snart skal starte i SFO og skole.”

Alle berørte familier vil få besked via enten tabulex eller e-boks.

Læs mere her. 

Foto: ABW