Vi er gået i gang med selvtest, og derfor har vi ansat ni certificerede supervisorer, som er uddannede til at vejlede eleverne i at teste sig selv.
I den forgangne uge og i starten af næste uge prøver vi systemet af. Fra torsdag d. 15. april skal vi på EG nemlig have kapacitet til at kunne teste eleverne to gange ugentligt med hurtigtest (antigen-test). Vi tester mandag og torsdag på EG, men der vil være undtagelser som følge af fx helligdage.
Selvtest er frivillige
Det er frivilligt, om eleverne vil benytte sig af tilbuddet på EG, og de er velkomne til at lade sig teste på et andet testcenter og eventuelt i stedet benytte sig af en PCR-test. Man skal dog stadig leve op til kravet om at kunne fremvise et negativt testresultat, der er højst 72 timer gammelt fra testtidspunktet. Hvis man vil undtages for dette krav, skal man aflevere en særlig fritagelsesattest på dette. Det oplyses ikke, hvorfor eleven kan fravige testkravet, og eleven skal ikke betale for fritagelsesattesten. Download attesten her .
Der er tidligere udsendt brev om, hvordan EG behandler de personfølsomme data, som resultaterne af en coronatest er – læs det her .
Hvornår og hvor skal man testes?
Eleverne er på EG i skiftehold. De er fysisk til stede på EG i den ene uge, og i den efterfølgende uge er de hjemme og modtager virtuel undervisning. Den test, de får foretaget på EG, når de har fysisk undervisning, gælder som gyldigt testsvar i de kommende 72 timer.
Når eleverne har været hjemme en uge med virtuel undervisning og vender tilbage til EG mandagen efter til fysisk undervisning, skal de igen kunne fremvise et negativt testsvar, der er højst 72 timer gammelt fra testtidspunktet – altså skal de her have foretaget en test et andet sted end på EG.
Selvtest som coronapas
Fra torsdag d. 15. april er den digitale løsning klar, som gør, at eleverne kan bruge deres testsvar fra EG som ’coronapas’. Dvs. at den test, de får foretaget på EG, vil være lige så brugbar som de hurtigtest, de kan få på andre testcentre. I den forbindelse er det vigtigt, at eleverne medbringer deres sundhedskort hver dag – ellers kan de ikke få registreret deres testsvar.
Hvis en elev testes positiv
Hvis en elev testes positiv, sendes hele klassen hjem i isolation, og eleven vil blive bedt om at ringe til sundhedsmyndighederne. Efterfølgende sendes eleven hjem, som oftest på gåben, cykel eller i egen bil.