Når du sorterer dit affald, bliver det genanvendt til gavn for miljø og klima. Læs her, hvordan det genanvendes.

Med den nye affaldsordning, skal alle husstande i Helsingør Kommune sortere husholdningsaffaldet i flere fraktioner. Det giver god mening, for de forskellige typer af affald kan genanvendes til gavn for miljø og klima.
Her er, hvad der sker med dit affald, efter de har hentet det på din adresse:
Madaffald
Køres til et anlæg i Ølstykke. Her omdannes det til biopulp, der efterfølgende sendes videre til godkendte anlæg i Danmark, hvor det omdannes til biogas og gødning. Biogassen opgraderes til fossilfri naturgas, som bl.a. kan bruges til produktion af energi, og gødningen gør nytte på landbrugets marker, hvor næringsstofferne indgår i naturens kredsløb.
Ca. 85 procent af madaffaldet bliver i dag genanvendt. De resterende 15 procent er poserne fra madaffaldet, som bliver sendt til affaldsforbrænding og omdannet til energi.
Plast
Sendes til et anlæg i Glostrup, hvor det bliver kvalitetskontrolleret og presset til baller. Derefter sendes det videre til et anlæg i Tyskland, hvor de rene plasttyper frasorteres, så det kan genanvendes i nye produkter. Resten af plasten, der ikke umiddelbart kan genanvendes eller sorteres fra, bliver omdannet til energi ved forbrænding.
Ca. 60 procent af plasten bliver i dag genanvendt. Resten, der ikke kan genanvendes, sendes til affaldsforbrænding og omdannes til energi.
Mad- og drikkekartoner
Sendes til et anlæg i Glostrup sammen med plasten, hvor det bliver kvalitetskontrolleret og presset til baller sammen. Derefter sendes det videre til et anlæg i Tyskland, der adskiller mad- og drikkekartonerne fra det øvrige plastaffald, så kartonerne kan behandles separat.
Kartonerne har et ydre lag af pap/karton og indre lag af plast eller aluminium. Ved behandlingen af kartonerne, bliver pap, plast og aluminium skilt ad. Paplagene i kartonerne bliver oparbejdet til papfibre, der kan genanvendes til ny papemballage, fx til mad- og drikkevarer. Plast- og aluminiumsdelene sendes til et firma, der er specialiseret i at genanvende disse dele.
Ca. 97 procent af mad- og drikkekartonerne bliver i dag genanvendt.
Restaffald
Køres til forbrændingsanlægget i Hørsholm, hvor det bliver affaldsforbrændt og omdannet til fjernvarme og el.
Papir og småt pap
Køres til et anlæg i Brøndby, hvor det bliver sorteret, kvalitetskontrolleret, presset til baller og afsat til certificerede og miljøgodkendte anlæg. På modtageranlæggene bliver papir- og papfibrene opløst med vand til en grødlignende masse og eventuelle clips, klistermærker og tryksværter fjernes. Dernæst bliver massen brugt til at producere nye papir- og papprodukter fx aviser, magasiner og æggebakker. Pap- og papirfibre kan genanvendes op til 7 gange, indtil træfibrene mister deres styrke.
Ca. 97 procent af den indsamlede mængde papir og pap bliver i dag genanvendt.
Metal
Køres til et anlæg i Køge, hvor der kontrolleres, bearbejdes og sorteres for at opfylde stål- og metalværkernes kvalitets- og indkøbskrav. Det bliver efterfølgende solgt til virksomheder, der smelter det om og laver nye produkter, fx bliver jern anvendt i biler og bjælker.
Ca. 70 procent af metallet bliver i dag genanvendt. Resten, der ikke kan genanvendes, sendes til affaldsforbrænding, hvor det omdannes til energi. Den del af metalaffaldet, der hverken kan genanvendes eller forbrændes, bliver deponeret.
Glas
Sendes til et anlæg i Skævinge, hvor det sorteres i glasskår og hele flasker. Hele flasker skylles rene og afsættes til direkte genbrug/genpåfyldning. Glasskår sendes til genanvendelse, hvor det bliver smeltet om til nye glasprodukter. Metal og aluminium fra fx låg frasorteres og sendes til genanvendelse.
Ca. 37 procent af glasaffaldet er flasker, der kan genpåfyldes direkte efter rengøring, mens ca. 62 procent (skårmængden) genanvendes ved at omsmeltes til nyt glas.
Farligt affald
Hovedparten køres til et forbrændingsanlæg, der er særlig godkendt til at forbrænde farligt affald. Her bliver det omdannet til varme, der kan bruges til fjernvarme. Andet farligt affald indeholder værdifulde råstoffer, fx bly og kviksølv. Disse råstoffer udvindes og genanvendes i nye produkter. Farligt affald, der hverken kan forbrændes eller genanvendes, bliver deponeret.
Batterier, småt elektronik og lyskilder
Sendes til specialiserede behandlingsanlæg i udlandet, hvor de udsorteres i forskellige materialer og bearbejdes med fokus på korrekt håndtering og genanvendelse. Værdifulde råstoffer som bly, kobber, nikkel, guld, messing, aluminium og jern udvindes og genanvendes i produkter som elektronik, kabler, telefoner og smykker. Materialer, der ikke kan genanvendes, forbrændes, mens den lille mængde miljøskadelige materialer deponeres.
Ifølge Elretur, der har ansvaret for at genbruge og genanvende elektronik, lyskilder og batterier, genanvender vi ca. 60 procent af batterierne, 86 procent af alt småt elektronik og 80 procent af lyskilderne.
Tekstilaffald
Køres til et anlæg i Brøndby, hvor det manuelt grovsorteres i tekstilaffald, genbrugelige tekstiler og andet affald, som er fejlsorteret. Det egentlige tekstilaffald sendes dernæst til et anlæg i Holland, hvor det bliver sorteret efter fibertype og farve. Herefter optrævles fibrene i tekstilerne til garn, der bruges til at lave nye tekstiler, fx tøj, tasker, pudebetræk, bilsæder og meget mere.
Ca. 50 procent at den indsamlede tekstilaffald er fejlsorteret og frasorteres, før det sendes til genanvendelse. Af det tekstilaffald, der sendes videre til genanvendelse, bliver ca. 80 % genanvendt til nye tekstiler. Resten, som ikke kan genanvendes, ender til forbrænding.