I januar får Marienlyst Slot en ny beboer, nemlig en ægte prinsesse… eller er hun?

Året er 1817. På en Strand nær Bristol finder man en ung forskræmt kvinde. Hun bærer turban og taler et uforståeligt sprog.

Men hvem er denne eksotiske skabning?  Og hvor kommer hun fra?

Prinsesse Caraboo er den sande historie om den fattige Mary Wilcocks, der i starten af 1800-tallet tog fusen på det halve af England ved at udgive sig for at være en eksotisk skibsbruden prinsesse.

Denne fantastiske historie tager det Helsingør-baserede teater Frøken Fracasos Kompagni under kærlig behandling i en ny musikalsk komedie om fantasiens magt og fascinationen af det fremmede.

”Verden vil bedrages” siger et gammelt græsk ordsprog.

Og det gælder vel stadig? Vi mennesker tiltrækkes stadig af fantastiske historier, hvor der er pyntet lidt på sandheden. Og i det tilfælde har løgnen vel et positivt formål.

At opfinde nye verdener og leve sig ind i at være en anden er selve legen, og teatrets væsen. Og man må kunne drømme for at skabe forandring.

Gratis for Helsingør Kommunes 1.-3. klasser

Frøken Fracasos Kompagni har tidligere har haft stor succes med forestillingen “Tamme Tigre findes ikke”. De flytter ind på Marienlyst Slot i nogle uger før premieren, for at gøre den nye forestilling helt færdig.

Derefter skal mere end 600 børn se forestillingen gratis: kompagniet har nemlig sammen med Helsingør Teater inviteret alle 1., 2. og 3. klasser i Helsingør Kommune til at se Prinsesse Caraboo inden den får sin officielle premiere og spiller to offentlige forestillinger 31. januar og 1. februar på slottet.

Og så kan børn der ikke fik set forestillingen – eller skal se den igen – jo tage deres familier med!

Prinsesse Caraboo

af Frøken Fracasos Kompagni

Marienlyst Slot

 

Alder: 6-12 år og deres familie Varighed: ca. 55 minutter

 

Gratis forestilling for 1., 2. og 3. klassetrin i Helsingør Kommune

Tirsdag 28. januar kl. 9.00 +11.00       

Onsdag 29. januar kl. 9.00 +11.00       

Torsdag 30. januar kl. 9.00 +11.00      

Fredag 31. januar kl. 9.00                      

 

Offentlige forestillinger:

Fredag 31. januar kl. 17.00                   

Lørdag 1. februar kl. 11.00                   

Billetter: kr. 50,- /Familiebilletter (1 voksen + 2 børn): kr. 40,- www.helsingor-teater.dk

 

INFO:

På Scenen: Anna Panduro og Katharina Kamber Instruktion: Jose Troncoso Scenografi: Dorte Holbek

Komponist: Rasmus Christensen Lys og teknik: Elke Laleman