Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2024/06/03-2024/06/11.

Butikstyveri, Egedal

En 27-årig mand blev i går taget for butikstyveri i en forretning på Dronning Dagmars Vej. Han kom ind på gerningsstedet som kunde, hvor han tog nogle sodavand, en trøje og et par sko. Ved scan selv kassen betalte han for sodavandene. Sigtede passerede sidste betalingsmulighed uden at betale for skoene og trøjen.

Brand, Helsingør

En 29-årig mand blev i går klokken 17.38 sigtet for overtrædelse af beredskabsloven i forbindelse med en brand på Belvederevej. Han havde benyttet en ukrudtsbrænder, som havde forårsaget branden i en carport.

Kørte bil uden førerret, Kokkedal

En 34-årig mandlig bilist fra Kokkedal blev kl. 18.40 sigtet for at køre bil på Kokkedal Industripark, selvom han var frakendt førerretten.

Stjal gifler, Helsingør

En 67-årig udenlandsk kvinde blev onsdag aften sigtet for butikstyveri, efter det klokken 19.47 blev anmeldt, at hun havde stjålet nogle gifler fra 365discount på Jernbanevej.

Kørte uden kørekort, Hørsholm

En 17-årig ung mand fra Kokkedal blev klokken 21.25 standset, da han kom kørende ad Ørbæksvej. Her viste det sig, at han ikke var i besiddelse af førerret til bilen, ligesom bilen ikke var forsynet med nummerplade på fronten. Den 17-årige blev sigtet for begge forhold.

Sigtet for blufærdighedskrænkelse, Hillerød

En 36-årig udenlandsk mand blev klokken 21.53 anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse, idet han havde onaneret foran to kvinder på Hillerød Station. Manden blev taget med på politigården, hvorfra han blev løsladt efter endt afhøring.

Fik påbud om at skrue ned, Helsingør

En patrulje måtte klokken 23.30 køre til Torvegade og give et påbud om at skrue ned for musikken, da det generede nabolaget.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent

Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.

Er du selv udsat for musik til ulempe?

Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.

Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.

Ville undvige rådyr, Stenløse

En 18-årig mand fra Vanløse mistede omkring klokken 00.40 herredømmet over sin bil, da han kom kørende ad Måløvvej og ville undvige et rådyr. Manden ramte et træ og måtte til tjek på hospitalet. Der er ingen meldinger om, at han kom alvorligt til skade ved uheldet.

Bil endte med bunden i vejret, Nivå

En bil endte kort før klokken 01.00 med bunden i vejret på Mariehøj, hvor føreren var var forsat fra vejen, ind på en sti, hvor bilen havde påkørt to sten og der efterfølgende udbrød brand i bilen. Der var ingen personer på uheldsstedet, da patruljen kom frem.

Kørte påvirket og uden kørekort, Hillerød

Klokken 15.57 stoppede politiet en bil på Gadegårdsparken. Det viste sig, at den 42-årige fører af bilen var frakendt kørekortet og påvirket af cannabis ved narkometertest. Han blev efterfølgende kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve.

Musikken var slukket, Helsingør

Kort før klokken 23 kom en anmeldelse om, at der blev spillet høj musik i Sct Anna Gade til ulempe for de omkringboede. Da en patrulje kom til adressen, var musikken imidlertid slukket.

Sigtet for spirituskørsel, Hillerød

En 24-årig mand fra København blev klokken 02.57 natten til fredag standset, da han kom kørende i krydset Lyngevej/Roskildevej. Her blev han sigtet for at køre spirituskørsel, da hans promille var over den tilladte. Manden blev kørt til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille.

Kørte uden kørekort, Kgs. Lyngby

En 29-årig mand uden fast adresse blev klokken 19.27 standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her viste det sig, at han ikke havde noget kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Tyveri fra byggeplads, Helsingør

Mellem onsdag klokken 12 og torsdag klokken 07.00 skete der tyveri fra en byggeplads på Rønnebærhaven. Tyven var kommet ind via et stillads, og der var stjålet en støvsuger, flere koben, kabeltromler, en arbejdslampe, en batterioplader, og fire værktøjsbatterier.

Færdselsuheld, Nærum

En 18-årig mandlig bilist fra Birkerød og en 41-årig mandlig bilist fra Espergærde kørte begge kl. 08.14 sydgående ad Helsingørmotorvejen. Kort før afkørslen til Gl. Holte påkørte den 18-årige bilist i forbindelse med en opbremsning den 41-årige bilist bagfra. Beredskabspatrulje til stedet. Ingen melding om tilskadekomne. Begge biler i nødsporet, hvor den ene bil blev borttransporteret af Vejhjælp.

Kørte bil uden førerret, Kokkedal

En 34-årig mandlig bilist fra Sverige blev kl. 07.25 sigtet for at køre bil fra Helsingør til Kokkedal Industripark, selvom han ikke havde førerret. Manden blev endvidere sigtet for besiddelse af en mindre mængde kokain.