Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2021/08/23-2021/08/31.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Indbrud i forretning, Hillerød

Mellem lørdag klokken 14.30 og mandag klokken 09.30 tiltvang en ukendt gerningsperson sig adgang til en forretning på Helsingørgade ved at opbryde et vindue. Fra stedet blev der stjålet kontanter.

Færdselsuheld, Humlebæk

En 44-årig kvindelig bilist fra Helsingør kørte klokken 10.52 ad Bakkegårdsvej i nordlig retning, hvor hun foretog et venstresving ind på Fredensborgvej i vestlig retning. Hun blev i den forbindelse påkørt af en 77-årig mandlig bilist fra Nivå, som kom kørende ad Fredensborgvej i vestlig retning.

En patrulje kørte til stedet, hvor den 44-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Grundet bilernes placering måtte trafikken en overgang dirigeres, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade.

Kørsel uden førerret i påvirket tilstand, Helsingør

Klokken 23.42 blev en 31-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Kongevejen. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at føre bilen, hvorfor han blev sigtet for at gøre dette alligevel. Derudover fik han narkometeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning. Sluttelig viste det sig, at manden var eftersøgt til fogedretten, hvorfor han blev anholdt.

Brand, Tikøb

Klokken 00.10 blev det anmeldt, at det brændte i et hus på Enebærvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte måtte arbejde på stedet i omtrent tre timer. Der skete ingen personskade ved branden, hvis årsag endnu ikke har været mulig at konstatere.

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds den 30.-31. august 2021

Hærværk

Hellebæk: Klokken 19.10 blev det anmeldt, at en personbil, som holdt parkeret på Nordre Strandvej havde været udsat for hærværk, idet forreste siderude i køretøjets højre side var blevet smadret med en ukendt genstand.

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 16.57 anmeldte personalet fra Kvickly på Birkedalsvej, at en 14-årig dreng fra lokalområdet havde forsøgt at stjæle varer for cirka 900 kroner. Idet drengen var under 18 år gammel blev en patrulje sendt til stedet, og idet han tillige var under 15 år gammel og dermed under den kriminelle lavalder, blev sagen overdraget til de sociale myndigheder samt drengens værger.

Hærværk i solcenter

Hillerød: Mellem seks og syv personer i alderen 13-15 år begik tirsdag eftermiddag mellem klokken 14.58 og 15.26 hærværk i et solcenter på Helsingørsgade. Her blev der sparket hul i en væg og seks flasker med håndssprit og rengøringsvæske blev tømt ud i solcenteret.

Butikstyveri

Helsingør: En butiksdetektiv anmeldte klokken 17.48, at han tilbageholdt en kvinde, som havde stjålet varer fra Netto på Birkedalsvej. Kvinden ville dog ikke samarbejde og oplyse sit navn, og en patrulje kørte derfor til stedet. Her traf de kvinden, som viste sig at være 59 år og fra Helsingør, og hun blev herefter sigtet for butikstyveri.

Butikstyveri udviklede sig til tumult

Helsingør: Fire personer indfandt sig klokken 17.55 i Rema1000 på Esrumvej og stjal i den forbindelse slik, inden de forlod butikken og forsvandt. Efterfølgende kom to af personerne, en kvinde og en ung mand, igen forbi butikken, og her konfronterede en ansat dem med tyveriet. I den forbindelse opstod der tumult mellem de tre personer, hvorefter den unge mand flygtede i ukendt retning. Kvinden, en 25-årig fra Aarhus-området, blev tilbageholdt, indtil patruljer ankom til stedet. Hun blev derefter anholdt og sigtet for forholdet.

De andre tre personer er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke blevet truffet, men Nordsjællands Politi har en formodning om, hvem de er.

Patrulje tog adfærdsregulerende samtale med to unge mænd

Snekkersten: Det blev klokken 22.00 anmeldt, at to unge mænd kort forinden var blevet set befinde sig på en legeplads på Klyveren, og der var formodning om, at de var i gang med at ødelægge ting på legepladsen. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik kontakt til de to unge mænd, en 18-årig fra Hornbæk og en 18-årig uden kendt adresse. Det kunne ikke umiddelbart konstateres, at noget var blevet ødelagt på stedet, men patrulje fik en adfærdsregulerende samtale med de to 18-årige og registrerede deres generalia.

Tumult mellem flere personer

Helsingør: Klokken 22.28 indløb der anmeldelse om, at der var opstået tumult mellem flere unge personer på Blichersvej, og at personerne råbte, skubbede og slog hinanden. Da patruljer ankom, havde nogle af parterne forladt stedet, mens der var faldet ro over de antrufne, som var fra lokalområdet. Parterne blev afhørt og fik deres generalia registreret. Ingen personer blev på stedet sigtet for hændelsen, men det kan ikke afvises, at nogle af partnerne vil blive sigtet for vold, når det hændelsesforløbet er blevet endeligt fastlagt.

Ulovlige parkeringer

Helsingør: Klokken 09.11 blev det anmeldt, at en række køretøjer holdt parkeret på Søndre Strandvej til trods for, at der var opsat skilte om, at det var forbudt at parkere på stedet. De ulovlige parkeringer var årsag til, at planlagt vejarbejde på stedet ikke kunne påbegyndes. Der blev forsøgt opnået kontakt med ejerne af de parkerede køretøjer med henblik på at få dem til at flytte deres køretøjer, men dette var ikke i alle tilfælde muligt. En patrulje kørte efterfølgende til stedet, og her blev der udstedt parkeringsudgifter til syv parkerede køretøjer.

Færdselsuheld

Fredensborg: På Hillerødvejen skete der klokken 10.06 et færdselsuheld, da en 72-årig mandlig bilist fra Hornbæk kørte i vestlig retning og overså, at en forankørende 22-årig mandlig bilist fra Helsingør bremsede ned forud for en rundkørsel. I den forbindelse påkørte den 72-årige mand den 22-årige bagfra, og den 22-årige måtte derefter undvige til venstre for ikke at påkøre en forankørende 47-årig kvindelig bilist fra Helsingør. Den 72-årige mand drejede herefter til højre, hvorpå han påkørte den 47-årige kvinde, da hun også kørte til højre. Den 72-årige påkørte ligeledes et vejskilt på stedet.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet, og en af parterne blev tilset grundet en slået hånd.

Ti udenlandske personer sigtet for ulovligt arbejde

Helsingør: I forbindelse med en indsats mod social dumping besøgte Nordsjællands Politi sammen med Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen tirsdag formiddag en byggeplads på Birkedalsvej. Her blev ti udenlandske personer anholdt og sigtet for ulovligt arbejde. De blev herefter taget med på politistationen til videre foranstaltning.

Mand udsatte medbilister for fare – kørte i forkert side af motorvej

Nordsjælland: En 52-årig mand fra Helsingør blev klokken 00.40 anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden samt for at bringe andres liv og førlighed i fare. Manden kørte mellem klokken 00.25 og 00.40 natten til onsdag i en hvid varevogn mod trafikken med omkring 100 km/t i de nordgående spor på Helsingørmotorvejen, hvor flere bilister på den måde blev udsat for fare. Det lykkedes at få standset manden ved Motorring 3, og han blev herefter taget med på hospitalet for at få udtaget en blodprøve og efterfølgende blev han kørt til afhøring på politigården.

Det forventes, at manden bliver fremstillet i grundlovsfør ved Retten i Helsingør senere i dag. Nordsjællands Politi vil gerne høre fra bilister, som manden passerede på motorvejsstrækningen mellem Humlebæk og Motorring 3 sydvest for Gladsaxe Møllevej. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Flise kastet på bil, Helsingør

Mellem midnat lørdag og søndag morgen klokken 08.00 er der begået hærværk mod en Fiat 500, som stod på Gl Hellebækvej. Her har en eller flere ukendte gerningsmænd kastet en flise på bilen, som har fået flere buler i motorhjelmen.