Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2021/06/21-2021/06/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Dæk skåret op, Helsingør

En Mercedes, som stod på Blichersvej har mellem fredag eftermiddag og søndag eftermiddag fået skåret alle fire dæk op. Hærværket blev anmeldt mandag klokken 09.33.

Mand fulgte efter kvinde, Helsingør

En 19-årig kvinde kontaktede mandag eftermiddag politiet og fortalte, at en mand var fulgt efter hende ved Marienlyst Strand. Hun bad i første omgang manden om at holde sig væk, men da det ikke hjalp endte den unge kvinde med at cykle fra ham. Manden beskrives som sydeuropæisk af udseende, ca. 30 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning med brunt kort hår. Han manglede en fortand og var iført en mørk t-shirt samt grå og hvide håndværkershorts.

Butikstyveri, Nivå

Klokken 16.23 blev det anmeldt fra personalet i Nivå Center, at en kvinde havde stjålet diverse varer i Netto, og nu nægtede hun at opgive sine generalia, så de kunne anmelde forholdet på www.politi.dk.

En patrulje blev derfor sendt til stedet, og da kvinden stadig nægtede at samarbejde, blev hun transporteret med på politistationen, hvor hun senere fortalte, hvem hun var. Det viste sig at være en 30-årig kvinde fra Helsingør, der blev sigtet for butikstyveri.

Overtrædelse af hundeloven, Helsingør

Klokken 20.33 blev det anmeldt på vegne af to henholdsvis 12- og 13-årige drenge fra Helsingør, at de omkring klokken 20.10 var blevet bidt af en hund i snor i viadukten ved Troldehøj på H P Christensensvej. Den 12-årige var blevet bidt i hånden, mens den 13-årige meldte at være blevet bidt i anklen.

I mellemtiden havde hundens ejer, en 40-årig kvinde fra Helsingør, selv kontaktet Nordsjællands Politi, idet hun havde forsøgt at udveksle kontaktoplysninger med de to drenge, men da dette ikke var lykkedes, valgte hun selv at informere politiet om hændelsen.

En patrulje kørte først ud og afhørte den 12-årige, hvorefter den 40-årige kvinde blev besøgt af politiet og i første omgang sigtet for overtrædelse af hundeloven. På grund af det fremskredne tidspunkt på døgnet blev det i fællesskab besluttet, at afhøringen af den 13-årige skulle vente.

Det er endnu for tidligt at konkludere, om episoden får nogle konsekvenser for hunden.

Målrettet færdselsindsats

Dronningmølle: Fra klokken 09.25 til 10.15 blev cirka 100 bilister rutinemæssigt kontrolleret på Dr Mølle Strandvej. Her blev det konstateret, at en enkelt bilist, en 29-årig mand fra Hornbæk, sad bag rattet uden gyldig førerret, mens nummerpladerne blev taget af en anden bil grundet såkaldt restance.

Spiritussejlads

Helsingør: Klokken 15.27 blev en 34-årig mandlig bådfører fra Helsingør kontrolleret i Øresund ud for Statshavnen. I den forbindelse blev han sigtet for at være påvirket af alkohol over den tilladte grænse, og en blodprøve skal nu fastslå den eventuelle promille.

Unge var forsvundet igen

Helsingør: En gruppe unge skabte søndag aften klokken 23.24 en del uro og uorden på Søvejen, hvor de råbte og hørte høj musik. Da en patrulje kom til stedet, var de unge imidlertid forsvundet.

Brand i bil

Helsingør: En Hyundai, som stod på Krbg. Ladegårds Vej, udbrændte natten til mandag. Anmeldelsen om bilbranden kom klokken 01.48, hvor politi og brandvæsen kørte til stedet. Brandårsagen er endnu ikke fastlagt.

Tyveri fra personbil, Helsingør

Klokken 07.12 blev det anmeldt, at en bil holdende på Horsedammen natten til torsdag havde fået smadret en rude i førersiden, og at der blandt andet var blevet stjålet et handicapskilt fra bilen. Anmelder havde på anmeldelsestidspunktet ikke dannet sig et overblik over, om der eventuelt var stjålet yderligere genstande fra bilen.

Også klokken 09.53 blev der anmeldt tyveri fra personbil, idet en bil holdende på Hestens Bakke imellem onsdag klokken 23.30 og torsdag klokken 09.50 havde fået smadret den forreste rude i højre side, hvorefter der var blevet stjålet navigation, radio samt diverse id-kort fra bilen.

Klokken 12.18 blev det ligeledes anmeldt, at der natten til torsdag var blevet smadret den forreste rude i højre side på en personbil, der havde holdt på Rytterbakken, hvorefter der var blevet stjålet et handicapskilt.

Forsøg på tyveri fra varebil, Helsingør

Klokken 08.52 blev det anmeldt, at der torsdag imellem klokken 00.30 og 01.00 havde været forsøg på tyveri fra en varebil holdende på Grundtvigsvej. Anmelder havde i ovennævnte tidsrum hørt lyde fra en maskine, formentlig en vinkelsliber, hvorfor han var gået udenfor, hvilket havde fået lyden til at stoppe, og anmelderen var gået indenfor igen. Kort efter gik lyden i gang igen, hvilket fik anmelderen til igen at gå udenfor, hvilket igen fik lyden til at stoppe. Kort efter så anmelderen en mand forlade stedet.

Da anmelder torsdag morgen var gået ud til sin varebil, bemærkede han, at der var skåret et hul på cirka 10 x 15 cm i venstre sidedør på varebilen, men at der dog umiddelbart ikke var blevet stjålet noget.

Også på Ewaldsvænget havde en eller flere ukendte personer forsøgt at bryde ind i en varebil natten til torsdag. Klokken 12.15 blev det nemlig anmeldt, at der var boret to huller i venstre sidedør på en varebil, der havde holdt parkeret på Ewaldsvænget, men at der dog ikke var sket yderligere.

Spirituskørsel, Helsingør

Klokken 22.11 indløb der anmeldelse om, at en knallertfører var blevet observeret køre slingrende og flere gange var ved at påkørte nogle skilte på Groskenstræde, ligesom han også væltede på knallerten. Der var derfor mistanke om, at knallertføreren kørte i påvirket tilstand, og en patrulje kørte til området for at undersøge forholdet nærmere.

På Sct. Anna Gade nær Groskenstræde traf patruljen knallertføreren, en 39-årig mand fra Helsingør, og han blev her anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle spirituspåvirkning.

Tre flasker rødvin stjålet, Helsingør

Tre flasker rødvin er mellem tirsdag eftermiddag klokken 16.00 og onsdag morgen klokken 06.00 blevet stjålet fra kantinen på plejecenter Hamlet på Kronborgvej. Indbruddet blev anmeldt klokken 08.05, og tyven har knust en kælderrude for at skaffe sig adgang.

Børn var på afveje, Nærum

En gruppe 8-10 årige børn var onsdag formiddag på afveje, hvilket gav flere anmeldelser til Nordsjællands Politi fra bilister, som så børnene i midterrabatten på Helsingørmotorvejen ved Hjortkær. Da en patrulje kort tid efter kørte på strækningen, var børnene imidlertid forsvundet fra stedet.

Student fik stjålet huen, Espergærde

En mandlig student fra Helsingør fik mellem klokken 02.30 og 03.00 stjålet sin studenterhue på Espergærde Station, da han var faldet i søvn på perronen. Tyveriet blev anmeldt onsdag eftermiddag klokken 15.53.

Mistænkeligt forhold, Helsingør

Klokken 16.40 anmeldte en beboer i Ulstrupparken, at en fremmed mand cirka tre kvarter forinden havde gået rundt i hendes have, hvorefter han havde ringet på hoveddøren. Da anmelderen havde åbnet hoveddøren, var den fremmede mand blevet meget forbavset, hvorefter han spurgte, om det ikke var nummer 25, han havde ringet på hos – beboeren boede dog på ingen måde i nummer 25, og anmelderen mistænkte, at det var en mulig indbrudstyv, der troede, at der ikke var nogen hjemme, fordi carporten var tom.

Den fremmede beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 20-25 år, 175 cm, hvis i huden. Talte dansk. Var iført sort kasket og sort tøj.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Snekkersten

Klokken 18.10 traf en patrulje to personer i en bil på en p-plads ved Borupgårdsskolen, og her blev de begge, en 39-årig mand fra Helsingør og en 37-årig mand med ukendt adresse, fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvorfor de blev sigtet for at have været i besiddelse af dette. Bag bilen blev der desuden fundet en pose hash, men da denne ikke kunne knyttes til nogen af de to personer, blev det taget med som hittehash.

Kørsel i påvirket tilstand, Snekkersten

I forbindelse med ovenstående blev en 21-årig mand fra Helsingør, der også befandt sig ved Borupgårdsskolen, desuden visiteret, fordi der lå en joint foran ham, ligesom han fremstod påvirket, men der blev ikke fundet noget relevant på hans person.

Da han efterfølgende dog satte sig ind i en bil for at køre fra stedet, blev han testet med narkometeret, der slog ud for cannabis, og han blev derfor sigtet for kørsel i påvirket tilstand. En blodprøve skal nu fastslå hans eventuelle grad af påvirkning.

Tyveri fra varebil, Helsingør

Klokken 04.40 blev det anmeldt, at der var skåret hul i karosseriet i en varebil, der havde holdt parkeret på Brorsonsvej imellem onsdag klokken 20.00 og anmeldelsestidspunktet. Der var på tidspunktet for anmeldelsen ikke dannet noget overblik over, hvad der eventuelt var blevet stjålet.

Indbrud i campingvogn

Helsingør: Mellem lørdag klokken 12.00 og mandag klokken 12.30 brød en ukendt gerningsperson ind i en campingvogn, som var placeret på en parkeringsplads på Horsedammen. Indstigningen skete via et vindue i campingvognen, og den ukendte gerningsperson stjal derefter inventar, herunder blandt andet en el-grill, hynder og service.

Pc stjålet fra bil

Helsingør: Mellem fredag eftermiddag og søndag aften klokken 18.00 er der stjålet en bærbar pc fra en BMW, som holdt på Havnepladsen. Tyven har knust en siderude i bilen for at skaffe sig adgang.

Mobiltelefon stjålet

Helsingør: En 13-årig ung mand anmeldte mandag klokken 09.09, at han søndag mellem klokken 11.00 og 11.15 havde fået stjålet sin mobiltelefon og hovedtelefoner, mens han var på Gummistranden.

Fandt kanonslag i vejkanten

Helsingør: Mandag eftermiddag klokken 15.23 ringede en 27-årig mand til politiet og fortalte, at han havde fundet et kanonslag i vejkanten på Ellehammervej. En patrulje kørte til stedet og vurderede i samråd med Ammunitionsrydningstjenesten, at kanonslaget var ufarligt, hvorefter patruljen tog det med til politigården med henblik på destruering.

Drenge taget for butikstyveri

Helsingør: To lokale drenge på henholdsvis otte og ni år blev mandag eftermiddag klokken 15.37 taget for butikstyveri i Kvickly på Prøvestensvej. De to drenges forældre og de sociale myndigheder blev underrettet om sagen.

Taget på fersk gerning

Snekkersten: En 19-årig mand fra Helsingør blev mandag aften anholdt på fersk gerning, da han klokken 22.13 var brudt ind i en villa på Roret. Den 19-årige fremstilles i grundlovsforhør i løbet af i dag, tirsdag.

Hjælp os med at fange tyven. Ring til os på 1-1-4, hvis du ser noget mistænkeligt, eller hvis du opdager et indbrud, som er i gang. Hurtig henvendelse og et godt signalement kan hjælpe os. Læg gerne mærke til, hvordan tyven ser ud: Højde, hårfarve, tøj, evt. transportmiddel, redskaber og/eller medbragte tasker/rygsække er vigtige informationer, når vi skal finde tyven.

Sigtet for vold mod tjenestemand

Helsingør: En 27-årig mand fra Nivå blev natten til tirsdag sigtet for vold mod tjenestemand. Den 27-årige kastede et plastikglas med en ukendt væske mod en polititjenestemand, som var i færd med at håndtere en anholdt fra et gadeslagsmål i krydset Stengade/Fiolgade. Den 27-årige blev taget med på politistationen og fremstilles i grundlovsforhør i løbet af i dag, tirsdag. I samme forbindelse blev en 16-årig ung mand anholdt og sigtet for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen, da han flere gange råbte af politiet og opførte sig opfarende. Han blev ligeledes taget med til detentionen, hvorfra han nogle timer senere blev løsladt og afhentet af sine forældre, som, på grund af hans alder, var blevet orienteret om sagen.

Færdselsuheld, Helsingør

Klokken 10.02 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld på Sct Anna Gade, idet der havde været et sammenstød imellem en bil og en cykel. En patrulje og en ambulance blev sendt til stedet, og sidstnævnte kørte cyklisten, en 49-årig mand fra Gentofte, til kontrol på skadestuen, mens patruljen sigtede bilisten, en 59-årig mand fra Helsingør, for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt.

Kørsel uden førerret, Nivå

Klokken 16.07 blev en 31-årig udenlandsk mandlig bilist standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen i sydgående retning nær Nivå. Han kunne ikke fremvise et gyldigt kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.