Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2021/05/14-2021/05/25.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Værktøj stjålet fra kælderrum

Helsingør: Mellem fredag og mandag morgen klokken 08.40 har der været indbrud i et kælderrum på Rytterbakken, hvorfra der er stjålet et pælebor, en buskrydder, en hækkeklipper samt diverse elværkstøj. Tyven har skaffet sig adgang til kælderrummet ved at bryde låsen op.

Pengekasser og kulsyrepatroner stjålet

Helsingør: To pengekasser, der formentlig var tomme, samt to kulsyrepatroner til et fadølsanlæg er mellem søndag aften klokken 21.00 og mandag morgen klokken 08.00 blevet stjålet fra Værftets madmarked. Tyven har brudt en bagdør op for at skaffe sig adgang til tingene.

Pung stjålet

Helsingør: En 81-årig kvinde fra Espergærde anmeldte klokken 16.17, at hun havde fået stjålet sin pung. Hun havde benyttet pungen, da hun omkring klokken 15 købte en is på Havnepladsen, og da hun kom hjem, opdagede hun, at en ukendt gerningsperson havde stjålet pungen, som indeholdt diverse kort og kontanter.

Unge mænd rendte rundt på tag

Helsingør: Det blev klokken 19.47 anmeldt, at to unge mænd rendte rundt på taget af Harald Nyborg på Birkedalsvej. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf to 17-årige unge mænd, som de fik en snak med om deres adfærd, inden de blev bedt om at forlade stedet.

Mistænkeligt forhold

Helsingør: En patrulje observerede klokken 20.45 en bil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på Egevænget, hvor der stod fire-fem personer rundt om køretøjet. Da personer blev opmærksomme på patruljen, løb de fra stedet i flere retninger. Patruljen fik på Borgm. P. Christ. Vej standset den ene af personerne, som var en ung mand fra nærområdet Det var dog ikke umiddelbart muligt at fastslå, om der var foregået noget kriminelt, og han blev derfor ikke sigtet for noget, men fik registreret sit generalia.

Narkokørsel

Espergærde: En 19-årig mandlig bilist fra Helsingør blev klokken 22.37 standset af en patrulje på Kongevejen, hvor han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, idet et narkometer viste, at han formentlig havde kørt il under påvirkning af euforiserende stoffer.

En blodprøve skal nu fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

Narkokørsel

Kvistgård: På Helsingørmotorvejen i sydgående retning ud for Kvistgård standsede en patrulje klokken 03.02 en 18-årig mandlig bilist fra København. Her blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev derudover også sigtet for besiddelse af en mindre mængde hash.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

Færdselsuheld, Kokkedal

På Helsingørmotorvejen kom en 28-årig kvindelig bilist fra Nivå klokken 08.36 kørende i sydgående retning, da en 59-årig mandlig bilist fra Kokkedal foran hende bremsede ned grundet kø. Den 28-årige kvinde fik ikke bremset i tide og påkørte derfor den 59-årige mandlige bilist bagfra, hvorefter denne blev skubbet videre ind i en forankørende bil, som blev ført af en 55-årig mand fra Humlebæk.

Grundet bilernes placering opstod der massiv kø på motorvejen, og 2. vognbane måtte afspærres, mens dr blev ryddet op efter uheldet.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

Brand i lejlighed, Helsingør

Klokken 11.07 indløb der anmeldelse om, at der var brand i et lejlighedsbyggeri på Guldgravervej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at en lejlighed brændte, og at der var gået ind i tagkonstruktionen. Beboerne i bygningen var allerede kommet ud derfra, og brandvæsnet påbegyndte straks slukningsarbejdet.

En læge samt ambulance kom til stedet, men der var ingen meldinger om tilskadekomst, og de kunne derfor køre fra stedet igen lidt efter.

En 26-årig kvindelig beboer på adressen blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, idet branden formentlig var startet ved hendes komfur.

Mand sigtet for at skabe uro i klub, Helsingør

En 73-årig mand fra Helsingør blev torsdag eftermiddag sigtet for at skabe uro og uorden i Abildtræets Klub. Her var han klokken 13.55 mødt op med en hammer og ville ødelægge en højtaler, da han var irriteret over, at klubben tidligere havde spillet musik. En medarbejder fra klubben fik talt manden fra sit forehavende, og han forlod derefter stedet. En patrulje fandt senere på dagen frem til manden og sigtede ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Siderude knust, Helsingør

En Fiat, som holdt på Strandpromenaden blev torsdag eftermiddag mellem klokken 12.30 og 16.00 udsat for hærværk, da bilens siderude blev knust.

Færdselsuheld, Gentofte

En 31-årig mandlig bilist fra Køge kørte klokken 08.04 ad Helsingørmotorvejen i sydgående retning, hvor han påkørte en 29-årig kvindelig bilist fra Hørsholm, som kørte ved lav hastighed grundet kø. Grundet bilernes placering måtte vejen i en periode afspærres, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Det skete ikke umiddelbart nogen personskade.

Den 31-årige mandlige bilist blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Kørsel uden førerret, Helsingør

En 37-årig mandlig bilist fra Hornbæk blev klokken 11.10 standset af en patrulje på Fiolgade. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han havde fået sin førerret inddraget. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Røgudvikling fra gryde, Helsingør

Klokken 16.18 indløb der anmeldelse om en mulig brand, idet der var røgudvikling fra en lejlighedsbygning på Bjergegade. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der ingen synlige flammer var, og det blev derfor undersøgt nærmere, hvor røgudviklingen stammede fra. Det viste sig, at røgen kom fra en gryde, som havde stået længe på et tændt komfur uden opsyn.
Beboeren i lejligheden, en 86-årig mand, blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Indbrud i båd, Helsingør

Mellem fredag klokken 00.00 og tirsdag klokken 16.18 foretog en ukendt gerningsperson indstigning i en båd, som befandt sig ved slæbestedet i Helsingør Nordhavn. Fra stedet blev der bl.a. stjålet bundmaling og værktøj, mens sæderne i bådens sofa var blevet gennemhullet med en ukendt genstand.

Knallerter til ulempe

Helsingør: Tre-fire unge kørte mandag eftermiddag klokken 17.43 rundt på knallerter ved Nordvestskolen og var til ulempe for børn og beboere i området. En patrulje blev sendt til stedet, men knallertkørerne var ikke at finde i området.

Ild i tøj

Helsingør: Mandag aften klokken 23.42 kom en anmeldelse om, at der var brand i en knallert eller bil på en p-plads på Blishøj. Da en patrulje kom til stedet, kunne det konstateres, t det var noget tøj, der var ild i.

Kørsel uden førerret

Helsingør: Klokken 16.59 observerede Nordsjællands Politi, at en fører og en passager byttede plads i en personbil ved færgeterminalen i Helsingør. Forholdet blev undersøgt, og det viste sig, at den første fører, en 63-årig mand fra Hedehusene, ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret.

Flere tilfælde af skud med hardball pistol mod personer

Helsingør/ Humlebæk: Flere borgere anmeldte torsdag eftermiddag, at de var blevet beskudt med en hardball pistol fra et forbipasserende køretøj mellem klokken 16.20 og 17.50. Her er der blevet skudt mod en 15-årig ung mand fra Snekkersten ved Vestervang Kirke, en 27-årig lokal mand på Gurrevej, efter en 72-årig mand, som beskar planter i sin forhave på Gurrevej, og en 30-årig mand fra Helsingør anmeldte, at der var blevet skudt hul i hans bagrude, da han kom kørende ved pantstationen på Prøvestensvej. I Humlebæk blev en 21-årig kvinde fra Helsingør ramt på bagdelen af tre skud, da hun cyklede af Fredensborgvej, og en 37-årig mand fra København blev beskudt, da han ventede på toget på Humlebæk Station.

Senere torsdag aften blev en 45-årig mand fra Humlebæk ramt på armen og ryggen af flere hardball skud, da han gik ad Humlebæk Strandvej, ligesom en 15-årig ung mand fra Søborg blev beskudt flere gange med en hardball pistol fra en bil, der hørte rundt ved Snekkersten Havn.

Flere af de forurettede borgere har forklaret, at skuddene fra hardball pistolen kom fra en større sølvfarvet bil. Desuden beskrives en gerningsmand som værende ca 20 år, østeuropæisk af udseende, lys i huden, klippet skaldet i siderne og med kort mørkt hår oven på hovedet, iført grå t-shirt. Flere patruljer kørte rundt i anmeldelsesområderne for at finde bilen og gerningsmanden, dog uden held.

Unge mænd bortvist fra madmarked

Helsingør: Tolv unge mænd blev torsdag aften omkring klokken 18.30 bortvist fra Helsingør Madmarked, hvor de hoppede på bordene og opførte sig truende over for andre gæster og personale. De unge mænd var i alderen 14-20 år og fra Espergærde, Helsingør, Kvistgård og Ålsgårde.