Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2021/04/23-2021/05/04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto: ABW

Katalysatorer stjålet

Charlottenlund/Helsingør: En bil, som holdt på Ordrupvej, har natten mellem lørdag og søndag fået stjålet sin katalysator. Tyveriet blev anmeldt mandag eftermiddag klokken 12.11. Også en bil i Helsingør har fået stjålet sin katalysator. Denne bil holdt på Søndre Strandvej, og tyveriet skete mellem søndag klokken 15.00 og mandag klokken 14.00.

Kørsel uden førerret, Vedbæk

På Helsingørmotorvejen standsede en patrulje klokken 17.45 en 26-årig mandlig bilist fra Herlev og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Dette kunne han imidlertid ikke efterkomme, idet han ikke havde erhvervet sig et sådant, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Knallertkørsel til ulempe, Helsingør

Klokken 19.57 blev det anmeldt, at fem-seks knallerter kørte ræs på de grønne områder og parkeringspladsen ved Nordvestskolen. Ifølge en efterfølgende anmeldelse skulle knallertførerne have opført sig truende over for en borger, som bad dem stoppe. De havde dog efterfølgende forladt skolens område. En patrulje kørte til området for at lede efter knallerterne, men det var ikke muligt at udfinde dem.

Blev bedt om at campere en andet sted

Hornbæk: En 53-årig mand fra København blev søndag formiddag bet om at campere et andet sted end på p-pladsen ved Vestre Stejlebakke. Her havde manden slået lejr og tændt bål, hvilket fik en borger til at kontakte politiet. En patrulje kørte til stedet og vejledte den 53-årige om at finde et andet og mere reglementeret sted at campere.

Brand i lejlighed

Helsingør: En ældre kvinde måtte søndag eftermiddag undersøges for røgforgiftning efter der var udbrudt brand i hendes bolig i Stengade. Årsagen til branden var en elkeden, som sotd på en kogeplade.

Fiskede patroner op af Kobberdammen

Fredensborg/Hellebæk: En 55-årig mand fra Fredensborg kontaktede søndag aften klokken 19.03 politiet og fortalte, at han havde fanget nogle gamle patroner, da han magnetfiskede i Kobberdammen. Patronerne blev afleveret til en patrulje og efterfølgende registreret som hittegods.

Unge skabte uro

Helsingør: En gruppe på godt fire personer skabte søndag aften uro i området omkring Sudergade. Her kastede de klokken 21.56 papir og andre ting efter en 18-årig lokal mand og forsøgte at åbne dørene til hendes bil. En patrulje kom til stedet, men da var gerningsmændene, der beskrives som 16-19 år, mellemøstlige af udseende, iklædt store dynejakker og med skråtasker/bæltetasker over brystet, væk.

Røg, men ingen brand

Helsingør: Politi og brandvæsen kørte søndag aften klokken 23.20 til en adresse på Kongevejen efter en forbipasserende havde anmeldt, at der kom røg fra taget på ejendommen. En nærmere undersøgelse viste dog, at der ikke var nogen brand men, at der var tale om røg fra skorstenen.

Fangede panserværnsraket

Hellebæk: En 25-årig mand fra Hørsholm fangede onsdag eftermiddag klokken 13.43 en panserværnsraket, da han magnetfiskede ved Kobberdamsvej. Ammunitionsrydningstjenesten blev sendt til stedet og sørgede for at få bortskaffet raketten, der viste sig at være en øvelsesraket, på sikker vis.

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 18.23 anmeldte personalet fra Netto på Gefionsvej, at en butikstyv havde forsøgt at stjæle 15 poser kaffe og 12 dåser tun til en samlet værdi af 975 kroner. Da butikstyven var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 41-årig mand blev sigtet for forholdet.

Kørsel uden førerret i påvirket tilstand, Helsingør

Klokken 00.50 blev en 18-årig mandlig bilist fra Ishøj standset og kontrolleret på Montebello Allé. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for alligevel at sidde bag rattet, ligesom han også blev sigtet for at være påvirket af euforiserende stoffer. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Kørsel i frakendelsestiden, Kgs. Lyngby

Klokken 01.10 blev en 24-årig mandlig bilist standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen ved frakørsel 16 Klampenborg. Her viste det sig, at han var blevet frakendt retten til at køre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden, og han blev derfor sigtet for alligevel at sidde bag rattet på en bil.

Butikstyveri udviklede sig

Helsingør: Et butikstyveri udviklede sig tirsdag eftermiddag klokken 15.53 til et røveri, da en ung mand slog og sparkede en 21-årig ung mand fra Lynge, som forsøgte at tilbageholde den unge mand, der havde stjålet en energidrik i Kvickly i Stjernegade. Gerningsmanden beskrives som 18-20 år, udenlandsk af udseende med kort sort hår. Han var iført en sort hættetrøje med hvidt tryk, sorte joggingbukser samt sorte sko med hvid sål. Han løb fra stedet i retning mod Axeltorv.

Sigtet for at kontakte indsatte

Helsingør: Tirsdag aften klokken 23.09 stod en 18-årig lokal mand udenfor Helsingør Arrest og råbte til de indsatte. Han blev derfor sigtet for ulovlig forbindelse med fanger.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 27. – 28. april 2021

Fik granat på krogen

Helsingør: En 42-årig mand fra Ålsgårde fik mandag eftermiddag klokken 17.25 en granat med i fangsten, da han fiskede i et område ved Hellebækvej. Både politiet og ammunitionsrydningstjenesten kom til stedet, hvor sidstnævnte sørgede for at bortsprænge granaten.

Drenge kastede sten gennem rude på skole, Snekkersten
Klokken 16.54 indløb der anmeldelse om, at tre unge drenge var blevet set kaste sten gennem en rude på Borupgårdskolen. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik kontakt til de tre drenge, som alle var fra Helsingør. Patruljen fik en alvorlig snak med dem, og da de alle tre var under den kriminelle lavalder, blev der taget kontakt til deres forældre, ligesom de sociale myndigheder også blev kontaktet.

Hoppede over hegnet ind til Bakken, Klampenborg

Der indløb klokken 17.33 anmeldelse om, at to personer kort forinden var hoppet over hegnet ind til Dyrehavsbakken, da de ikke havde kunnet fremvise en negativ Covid-19-test ved indgangen. En patrulje kørte til stedet for at lede efter de to personer, men det var ikke muligt at udfinde dem.

De to personer beskrives som ikke etniske danske af udseende.

Brand i virksomhed

Helsingør: Klokken 11.02 blev det anmeldt, at der i en virksomhed på Fabriksvej var startet en mindre brand. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden blev slukket. Det formodes, at ilden opstod i en elinstallation på stedet.

Kørte uden kørekort og fik beslaglagt bil

Humlebæk: En 27-årig mand fra Gilleleje blev torsdag aften standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret, ligesom hans bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation efter den nye lov om vanvidskørsel, da han blev målt til at køre 201 km/timen.

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

  • uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)
  • uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)
  • forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),
  • særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),
  • kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,
  • kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover
  • spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 181 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.