Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2021/04/12-2021/04/20.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto: ABW

Færdselsuheld

Kvistgård: Klokken 15.05 blev det anmeldt, at der var sket et færdselsuheld på Helsingørsvej i rundkørslen ved Jernbanegade, idet en 31-årig kvindelig bilist fra Fredensborg havde påkørt en 16-årig kvindelig cyklist fra Fredensborg. Cyklisten blev efterfølgende kørt til skadestuen for kontrol, men der var dog ikke umiddelbart sket større personskade, mens bilisten blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Butikstyveri

Helsingør: Klokken 15.20 anmeldte personalet fra Fakta på Gurrevej, at to piger havde forsøgt at stjæle is og fire energidrik. Da de to butikstyve var under 18 år gamle blev politiet sendt til stedet, og det viste sig, at de to piger fra Helsingør begge var 14 år gamle og dermed under den kriminelle lavalder, hvorfor de relevante voksne blev orienteret om sagen.

Kvinde kørte ind i autoværn og bil

Hørsholm: En 46-årig kvindelig bilist fra København med en promille, som blev målt til at være noget højere end den tilladte, påkørte mandag aften klokken 18.16 autoværnet på Helsingørmotorvejen, hvorefter hun fortsatte og ramte en jævnaldrende mandlig bilist fra Hillerød. Kvinden blev sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor hun fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hendes nøjagtige promille.

Stjal hårfarve

Hillerød: Fire unge i alderen 14-19 år blev mandag aften klokken 18.56 taget for butikstyveri i Bilka i Slotsarkaderne, hvor de havde stjålet hårfarve og sushi. To af de unge, en 16-årig ung kvinde fra Espergærde og en 19-årig ung mand fra Helsingør blev sigtet for tyveriet og forældrene til de alle de unge, som er under 18 år, blev orienteret om sagen.

Mænd kom op at toppes

Helsingør: To mænd, en 41-årig fra Helsingør og en 35-årig med ukendt adresse, var søndag eftermiddag klokken 12.42 kommet op at toppes på Allegade. En patrulje kørte til stedet, og fik skilt de to mænd, som i øvrigt var venner – når de ikke lige var oppe at toppes – ad, hvorefter mændene blev sendt i hver sin retning fra stedet.

El-løbehjul stjålet

Helsingør: Et el-løbehjul er torsdag eftermiddag mellem klokken 15.50 og 16.00 blevet stjålet, da løbehjulet stod uden for Børnehuset Troldehøj på H P Christensens Vej.

Uro og uorden

Helsingør: Flere patruljer blev torsdag aften klokken 21.22 sendt til området ved Mac Donalds og Uno X-tankstationen på Kongevejen, hvor en del personer havde forsamlet sig og nogle af dem kørte hasarderet rundt på området. Efter en halv times tid var personerne blevet sendt videre og roen genoprettet.

Kørte uden kørekort

Humlebæk: Klokken 02.10 natten til fredag blev en 29-årig mand fra Helsingør standset, da han kom kørende ad Gl. Strandvej. Her viste det sig, at han ikke havde erhvervet kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 15. – 16. april 2021

Fik gammel granat på “krogen”

Helsingør: En 55-årig mand fra Fredensborg fangede onsdag eftermiddag klokken 15.30 en gammel tysk granat, da han magnetfiskede i Gurre Sø. Den 55-årige sænkede granaten ned i vandet igen og kontaktede både politi og Ammunitionsrydningstjenesten, og sidstnævnte sørgede for afhentning og bortsprængning af granaten.

Bilist flygtede efter påkørsel af bil, Helsingør

Klokken 18.04 blev det anmeldt, at en udenlandsk indregistreret bil netop havde påkørt en 44-årig mandlig bilist uden kendt adresse bagfra på Kongevejen i sydvestlig retning. En patrulje kørte til stedet, men føreren af den udenlandsk indregistrerede bil var i mellemtiden kørt fra stedet, og det var ikke efterfølgende muligt at udfinde bil eller fører i området.
Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.
Nordsjælland Politi er bekendt med den udenlandske bils registreringsnummer.

Sigtet for kørsel i påvirket tilstand, Helsingør

På Kongevejen ved Shell-tanken standsede en patrulje klokken 22.58 en 19-årig mand fra Holbæk-området. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

Kørte uden kørekort

Nærum: Tirsdag formiddag klokken 10.58 blev en 30-årig mand fra Hillerød standset på Helsingørmotorvejen, hvor han blev sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde noget gyldigt kørekort.

Tilbød dreng et lift

Hellebæk: En skaldet mand og en kraftigt bygget kvinde med mørkt hår og iført hvid bluse tilbød tirsdag eftermiddag klokken 14.15 et lift til en 10-årig dreng, som kom gående ad Nordre Strandvej ved hjørnet af Bøssemagergade. Drengen ignorerede i første omgang de to personer, der kørte i en hvid Toyota personbil, der var lidt større end en Aygo, og da personerne gentog deres tilbud om et lift sagde drengen, at hans far kom nu, hvilket fik de to personer til at køre videre. Det vides ikke, hvilken hensigt de to personer havde med at tilbyde den 10-årige et lift, og Nordsjællands Politi vil derfor gerne høre fra dem.

Kørsel i frakendelsestiden, Kvistgård

Klokken 19.10 blev en 38-årig mandlig bilist standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen i nordgående retning. Her viste det sig, at han var blevet frakendt retten til at køre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden, men at han trods dette alligevel havde sat sig bag rattet, hvorfor han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Manden var derudover muligvis påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer, hvorfor han blev sigtet og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Færdselsuheld, Tikøb

En 38-årig kvindelig bilist fra Græsted kørte klokken 15.12 nordvest ad Harreshøjvej, hvor hun i krydset ved Søgårdsvej påkørte en 43-årig kvindelig bilist fra Hornbæk bagfra, mens denne holdt og ventede i krydset på at kunne svinge i sydlig retning ad Søgårdsvej.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men den 38-årige kvinde blev efterfølgende kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

Hash fundet i bycenter, Helsingør

En patrulje kørte søndag formiddag klokken 10.00 til Helsingør Bycenter for at hente en pose med en mindre mængde hash, som var blevet fundet af en centervagt. Tilbage på politigården blev hashen registreret som hittehash.

Motorvej spærret efter uheld, Kgs. Lyngby

Søndag formiddag kørte en 27-årig mand fra Harboøre omkring klokken 11.00 galt på Helsingørmotorvejen. Manden kom ikke til skade ved uheldet, som skete i forbindelse med et vognbaneskift, hvor bilen kom i slinger og ramte autoværnet. Motorvejen måtte imidlertid afspærres omkring uheldsstedet, mens der blev ryddet op.

Tre mænd i bil eftersat og anholdt for adskillige forhold, flere steder

På Helsingørmotorvejen i sydgående retning ved Lyngby signalerede en patrulje omkring klokken 20.15 til føreren af en personbil, at han skulle standse, idet bilen var påført stjålne nummerplader. Det efterkom føreren imidlertid ikke og forsøgte i stedet at køre fra patruljen. Adskillige patruljer assisterede derefter med eftersættelse af bilen, hvor føreren blandt andet kørte over 200 km/t på motorvejen, over 100 km/t i en byzone og i Værløse var tæt på at påkøre en fodgænger.

Eftersættelsen fortsatte ind i Københavns Vestegns politikreds, hvor patruljer herfra også blev sendt til at assistere med standsning af bilen. Køretøjet kørte derefter igen ind i Nordsjællands politikreds, hvor det på Lejrevej i Kirke Værløse blev bragt til standsning klokken 20.33, og bilens fører samt to passagerer blev anholdt på stedet.

Føreren af bilen, en 43-årig mand uden kendt adresse, blev sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde ført bilen under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev også sigtet for at forvolde fare for andres liv eller førlighed grundet hans kørsel og for at køre bil, selv om han ikke havde generhvervet sin førerret.

Både føreren og de to passagerer, en 39-årig mand fra Nærum og en 36-årig mand fra Birkerød, blev sigtet for indbrud ukendt sted, da der ved ransagning af bilen blev fundet genstande, som kunne benyttes til at begå indbrud. Derudover blev de sigtet for brugstyveri af køretøjet, tyveri af nummerplader samt besiddelse af en moderat mængde amfetamin.

Bilen blev grundet vanvidskørsel beslaglagt med henblik på konfiskation.

Føreren af bilen fik efterfølgende udtaget en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.