Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2021/02/22-2021/03/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto: ABW

Tyveri fra personbil, Helsingør

Klokken 09.01 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 16.00 og mandag klokken 07.30 var blevet stjålet værktøj fra en varebil, der havde holdt parkeret på Søndre Strandvej. Gerningspersonerne havde skaffet sig adgang til varebilen ved at bryde bagdøren op med et koben eller lignende.

Klokken 10.12 indløb der en lignende anmeldelse – her var forholdet sket imellem fredag den 19. februar klokken 15.00 og mandag den 1. marts klokken 10.00, og varebilen havde i dette tilfælde holdt parkeret på Lundegade.

Også klokken 13.53 indløb der en anmeldelse om tyveri af værktøj fra en varebil, der havde holdt parkeret i Helsingør. Her var forholdet sket imellem fredag klokken 17.00 og lørdag klokken 09.00, og varebilen havde holdt parkeret på Svingelport.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

Klokken 15.14 skete der et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen ved afkørsel 18 i vestgående retning, da en lastbil foretog et vognbaneskift, og i den forbindelse påkørte lastbilen bagenden af en personbil ført af en 49-årig kvinde fra Greve, hvilket medførte materiel skade, men ingen personskade.

Politi, skiltevogne, en ladvogn samt en ambulance blev sendt til stedet, hvor lastbilchaufføren, en 43-årig udenlandsk mand, erkendt trafikforseelsen og betalte en straksbøde.

Færdselsuheldet medførte nogle trafikale udfordringer i form af kø, men klokken 15.53 blev der åbnet for alle vognbaner igen.

Målrettet færdselsindsats, Nivå

I forbindelse med en målrettet færdselsindsats mod hastighed var Nordsjællands Politi søndag formiddag til stede på Helsingørmotorvejen ved Vejenbrødvej. Her blev otte personer målt til at køre for stærkt, hvoraf en forseelse medførte en betinget frakendelse af kørekortet og en medførte et klip i kørekortet.

 

Målrettet færdselsindsats, Helsingør

Nordsjællands Politi var onsdag eftermiddag til stede på Rørtangvej ved Kongevejen som led i en målrettet indsats mod uopmærksomhed i trafikken. I den forbindelse blev flere bilister standset, og to personer blev sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørsel, mens en tredje blev sigtet for at køre bil uden sele.

Narkokørsel, Kokkedal

På Helsingørmotorvejen ud for afkørsel 7 blev en 29-årig mandlig bilist standset af en patrulje klokken 18.00, idet han kørte mere end de tilladte 110 km/t. Da patruljen standsede den 29-årige blev han vurderet påvirket euforiserende stoffer, og han blev derfor også anholdt og sigtet for narkokørsel, ligesom han også blev sigtet for at køre bil, selv om han var frakendt førerretten.

Der venter nu svar fra en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.

Sigtet for besiddelse af stoffer, Helsingør

Tre unge mænd fra Helsingør forsøgte kort før klokken 21 at flygte fra en kælder på Rytterbakken, da de blev opmærksomme på politiets tilstedeværelse. De blev dog hurtigt standset og ved visitation blev den ene, en 24-årig, fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, hvilket han blev sigtet for.

Klokken 00.30 blev det anmeldt, at en gruppe unge igen var på stedet, og en patrulje kørte dertil igen. Det var dog ikke muligt at udfinde de unge på stedet eller i området omkring.

Indbrud i skole, Helsingør

Klokken 23.31 indløb der anmeldelse om indbrud i øjeblikket i en bygning på Nordvest Skolen. Patruljer kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at en rude var blevet knust. Gerningspersonen befandt sig dog ikke længere på stedet og blev heller ikke udfundet i området.

Påkørte flere parkerede biler

Helsingør: En 22-årig mand fra Næstved påkørte natten til mandag fire parkerede biler på Blichersvej. En beboer på vejen blev klokken 00.32 vækket af et højt brag og gik ud for at se, hvad der var på færde. Her traf han den 22-årige, som havde påkørt de fire biler og virkede påvirket af enten alkohol eller euforiserede stoffer. Beboeren kontaktede derfor politiet, som kørte til stedet og sigtede den 22-årige for at køre bil, selvom han var påvirket af euforiserende stoffer. Den 22-årige blev tillige kørt til hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad.