Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2021/01/25-2021/02/02.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto: ABW

Værktøj og støvsuger stjålet

Hornbæk: Fra en Peugeot varebil, der holdt på Sauntevej, er der mellem søndag aften klokken 22.00 og mandag morgen klokken 06.40 stjålet noget værktøj samt en støvsuger.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Helsingør

Klokken 13.07 blev to mænd på henholdsvis 33 og 34 år, begge fra Helsingør, truffet i en bil på en p-plads ved Nordvestskolen. Der lugtede af hash fra bilen, hvorfor begge mænd blev visiteret, og på begge blev der fundet en mindre mængde hash.

Kørsel i påvirket tilstand, Helsingør

Klokken 15.40 blev det anmeldt, at der var sket et mindre færdselsuheld på Kongevejen. Tre biler var kørt i vestlig retning, og den forreste holdt nu stille, imens bilen i midten kørte meget langsomt. Den bagerste bil kørte dog op i den midterste bil, som blev skubbet op i den forreste.

Der skete ingen personskade, men en patrulje blev alligevel sendt til stedet, hvor føreren af den bagerste bil, en 23-årig mand fra Helsingør, fik narkometeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for forholdet og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

To varebiler brudt op, Kvistgård

Klokken 03.21 blev det anmeldt, at kølerhjelmen på to varebiler, som holdt parkeret på Kongevejen, var blevet brudt op med en ukendt genstand. Fra den ene bil var der stjålet flere genstande, mens der ikke var taget noget fra den anden, formentlig fordi gerningspersonerne var blevet afbrudt i deres foretagende af anmelderen en 42-årig mand fra Humlebæk. En patrulje kørte derfor til stedet for at lede efter dem, men det var ikke muligt at udfinde dem i området.

Hærværk, Helsingør

Omkring klokken 11 indløb der tre af hinanden uafhængige anmeldelser om hærværk begået mod biler, der havde holdt parkeret forskellige steder i Vapnagaard. To af bilerne havde fået skåret alle fire dæk op, mens en af bilerne havde fået skåret dækkene i højre side op. Forholdene var sket onsdag formiddag samt natten mellem onsdag og torsdag.

Afmonterede vindue til skole

Helsingør: En eller flere ukendte gerningsmænd afmonterede torsdag aften omkring klokken 21.37 et vindue på Bregnehøj Skole, hvorefter de gik ind på skolen. Det er ikke opgjort, om der er stjålet noget.

Ur, jakke og kontanter stjålet fra bil

Kvistgård: Fra en varebil, der holdt på Kvistgård Stationsvej er der onsdag mellem klokken 11.45 og 12.00 stjålet en jakke, kontanter, et ur og en mobiltelefon. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.

Æblegrød brændte på

Helsingør: Onsdag eftermiddag klokken 16.40 kom en anmeldelse om, at der lugtede af røg i en opgang på Olaf Rudes Vej. Det vidste sig heldigvis blot at være en gryde med æblegrød, som var blevet glemt på et komfur. Der var således ingen brand.

Sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer

Helsingør: I forbindelse med en politiforretning på H. P. Christensens Vej blev en 37-årig mand fundet i besiddelse af en mængde hash, der gjorde, at han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Også en 50-årig mand fra Helsingør blev sigtet for salg af narkotika efter han blev fundet i besiddelse af hash, amfetamin, kokain og skunk. Den 50-årige blev anholdt og taget med på politigården, hvor det skal vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Mand slået med knytnæve

Helsingør: En spand vand fik onsdag aften temperamentet til at flyde over hos en ukendt geningsmand, som slog en 38-årig i ansigtet med knytnæve. Den 38-årige kom gående ved en boligblok på Rønnebær Allé med en spand vand, som han havde hentet i boligblokkens vaskekælder. Han blev passet op af gerningsmanden, som skældte ud over, at den 38-årige havde taget vand fra vaskekælderen og endte med at slå ham i ansigtet. Gerningsmanden beskrives som mellemøstlig af udseende, 30-35 år, 180-185 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden med langt, sort hår. Han var iført jeans og hættebluse og talte dansk.

Værktøj stjålet fra varebil

Helsingør: Fra en varebil, der holdt på Bjarkesvej, er der klokken 04.56 torsdag morgen stjålet værktøj. Tyven har knust en rude i bilens bagdør for at skaffe sig adgang. Et vidne så en sølgrå stationscar eller varebil køre fra stedet.

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt 27.-28. januar 2021

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 12.50 anmeldte centervagten fra Helsingør Bycenter, at de stod med en butikstyv, der havde stjålet for cirka 100 kroner i Normal. Da butikstyven var under 18 år gammel blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 16-årig kvinde fra Hundested blev sigtet for forholdet, ligesom de relevante voksne blev informeret om episoden.

Sigtet for husfredskrænkelse

Helsingør: Tre unge mænd i alderen 16- 21 år fra Valby og Espergærde blev tirsdag aften sigtet for husfredskrænkelse idet de via et vindue havde skaffet sig adgang til et værelse på Hotel Sleep2Night.

Dæk skåret op

Helsingør: Mellem mandag klokken 17.00 og tirsdag klokken 14.00 er alle fire dæk på en Opel, der holdt i Folehaven, blevet skåret op af en ukendt gerningsmand. Hærværket blev anmeldt tirsdag aften klokken 19.43

Mand kørte galt

Hellebæk: En 27-årig mand fra Helsingør kørte klokken 01.51 galt på Nordre Strandvej. Uheldet skete formentlig på grund af for høj fart. Manden måtte efter uheldet frigøres fra køretøjet og blev kørt til hospitalet for at få behandlet sine skader.

Tyveri fra varebil, Helsingør

Klokken 09.24 blev det anmeldt, at der fra en varebil, som holdt parkeret på Hesteskoen mellem torsdag klokken 15.30 og fredag klokken 06.30, var blevet stjålet elektrisk værktøj. Ukendte gerningspersoner skaffede sig adgang til varebilen ved knuse den bagerste rude i køretøjets førerside.

Kørsel i påvirket tilstand, Kgs. Lyngby

En 36-årig mandlig bilist fra Albertslund blev klokken 15.04 standset på Helsingørmotorvejen, hvor han blev anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Han var derudover også frakendt førerretten, og han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

Røgudvikling i lejlighed, Helsingør

Klokken 15.47 indløb der anmeldelse om røgudvikling i en lejlighed på Pontoppidansvej, og politi og brandvæsen kørte derfor til stedet. Her kunne det konstateres, at der var tale om en mindre røgudvikling, som formentlig skyldtes en hårtørrer, der havde ligget på en seng.

Der skete ved hændelsen ikke umiddelbart nogen personskade.

Hørte brag

Helsingør: Søndag aften klokken 21.05 anmeldte en borger, at have hørt brag eller skudlignende lyde efterfulgt af lyden af hjulspind på H.P. Christensens Vej. En patrulje blev sendt afsted for at undersøge anmeldelsen nærmere, men fandt ikke noget af relevans for sagen.

Kørte uden kørekort

Lynge: En 25-årig mand fra Helsingør blev klokken 03.30 standset, da han kom kørende ad Nymøllevej. Da han ikke havde noget kørekort, blev han sigtet for kørsel uden førerret.