Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2019/12/18-2019/12/31.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Indbrudstyv kørte galt

Helsingør: En 42-årig mand fra Helsingør blev søndag morgen anholdt efter han var kørt galt i rundkørslen ved Kongevejen/skindersøvej. Manden var påvirket af euforiserende stoffer og kørte gennem rundkørslen mod færdselsretningen, ramte et par mindre træer og en anden bil. Da den patrulje, som kom til stedet, kiggede lidt nærmere på den 42-årige og de ting, han havde i sin bil, viste det sig, at han var i besiddelse af tyvekoster fra et indbrud i en villa på Blichersvej tidligere på morgenen. Den 42-årige blev anholdt og sigtet for indbrud, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer og for med sin kørsel at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed. Den 42-årige blev løsladt efter afhøring, da det blev vurderet, at der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Brand på altan

Helsingør: Torsdag aften klokken 18.23 udbrød der brand på en altan til en lejlighed på Sydvej. Tre lejligheder blev for en sikkerheds skyld evakueret. Ilden nåede ikke at brede sig yderligere, og var slukket igen omkring klokken 19.51, hvor beboerne kunne vende tilbage til deres lejligheder. Branden skyldes formodentlig, at nogle unge havde affyret fyrværkeri mod altanerne i ejendommen. Det skal nu vurderes, om der skal foretages yderligere brandtekniske undersøgelser.

Vold, Nivå

Klokken 13.08 indløb der flere anmeldelser om, at en mand skulle være i gang med at udsætte en kvinde for vold foran en opgang i Nivåhøj. Politiet blev sendt til stedet, hvor en 27-årig mand fra området blev anholdt og sigtet for vold mod en kvinde, han havde en foregående relation til.

På baggrund af den efterfølgende efterforskning bliver manden i løbet af mandagen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør sigtet for grov vold og voldtægt.

Butikstyveri, Charlottenlund

Klokken 14.12 anmeldte personalet fra butikken Kløve & Lønberg, at der 10 minutter forinden havde været to kvinder inde i butikken, og at da de to kvinder efterfølgende havde forladt butikken, manglede der nu en minkjakke.

Personalet havde noteret det svenske registreringsnummer på den bil, de to kvinder forlod området i, og dette blev lagt i politiets ANPG-system, hvor køretøjet blev noteret kørende nordpå af Helsingørmotorvejen.

Grundet bilens svenske nummerplader blev en patrulje sendt til færgelejet i Helsingør, hvor bilen snart efter blev standset af politiet.

I bilen blev en minkjakke fundet, og de to personer i bilen, to udenlandske kvinder på henholdsvis 27 år og 50 år blev anholdt og taget med til politistationen i Helsingør til afhøring.

De to bliver i løbet af mandagen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby.

Eftersættelse af knallert, Helsingør

Klokken 17.25 eftersatte en patrulje en knallert med to personer uden styrthjelme på, som kom kørende på Kongevejen. På Mads Holms Vej ud for Kierbosvej væltede knallerten i noget vådt græs, og de to personer flygtede fra stedet, hvorved patruljen tabte dem af syne. Det kunne efterfølgende konstateres, at knallerten var brugsstjålet, og patruljen bragte den derfor tilbage til sin rette ejer, som var meget glad for at blive genforenet med den.

De to personer på knallerten beskrives som mellemøstlige af udseende og iført sorte dunjakker.

Spirituskørsel, Helsingør

Klokken 19.10 blev en 62-årig mandlig bilist standset på parkeringspladsen ved Folehaven. Han havde ifølge et alkometer kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. En blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå graden af den 62-åriges påvirkning.

Arbejdsulykke, Hornbæk

Klokken 22.00 opstod der en mindre eksplosion, da en 43-årig mand skulle sætte en kasse ind i et skur ved Restaurant Olivia på Havnevej, hvor der også opbevaredes gasflasker. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor også en ambulance ankom, idet den 43-årige ved ulykken blev forbrændt flere steder på kroppen.

Arbejdstilsynet blev adviseret og skal nu undersøge ulykkens nærmere omstændigheder.