Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/02/28-2022/03/08.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Forsøg på bedrageri, Farum, Helsingør og Birkerød

Klokken 13.19 anmeldte en kvinde fra Farum, at hun klokken 12.00 var blevet ringet op af en mand, der påstod at være fra politiet. Manden spurgte, om hun netop havde forsøgt at optage et lån, og han bad hende desuden om at logge ind på sin netbank med sit NemID. Kvinden nægtede, og til sidst blev manden sur og smækkede røret på.

En kvinde fra Birkerød havde klokken 16.19 modtaget et lignende opkald, og det samme havde en kvindelig borger fra Helsingør klokken 22.45. Heller ikke ved disse hændelser havde kvinderne efterkommet mandens anmodning om at logge på deres netbank.

Der skal lyde ros til kvinderne for deres håndtering af episoderne. Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

Spirituskørsel, Nærum

En 41-årig mandlig bilist uden kendt adresse blev klokken 02.46 standset af en patrulje på Helsingørmotorvejen i sydgående retning kort før afkørslen til Nærum. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Den 41-årige blev derefter kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på præcist at fastslå hans eventuelle promille.

Uro og uorden, Helsingør

Klokken 20.18 anmeldte et forbipasserende vidne, at flere personer var forsamlet på Rosenkildestien, og at der måske var ved at opstå tumult imellem dem.

Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var opstået stridigheder blandt nogle familiemedlemmer, men at der ikke umiddelbart var grundlag for at foretage sigtelser.

Kørsel i påvirket tilstand, Helsingør

Klokken 20.18 blev en 22-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Gl Banegårdsvej. Her fik han narkometeret til at slå ud for kokain, og han blev derfor sigtet for dette og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

I bilen befandt sig der desuden en 21-årig mand fra Helsingør, og på hans person blev der fundet en mindre mængde kokain, og han blev derfor sigtet for at have været i besiddelse af dette.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

På Helsingørmotorvejen i sydlig retning skete der klokken 07.16 sammenstød mellem to bilister ca. 100 meter før afkørsel 16. Sammenstødet skete som følge af kødannelse, hvilket fik en 26-årig mandlig bilist fra Hillerød til at bremse ned, hvorved han blev påkørt bagfra af en 20-årig kvindelig bilist uden kendt adresse, som ikke nåede at bremse i tide.

Bilernes placering medførte i en kortere periode gener for den øvrige trafik på stedet. Klokken 07.32 var bilerne flyttet fra vejen, og trafikken kunne igen passere uhindret.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

Færdselsuheld, Nærum

Klokken 08.46 skete der sammenstød mellem tre køretøjer på Helsingørmotorvejen i sydgående retning mellem afkørsel 14 og 15 som følge af kødannelse.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet.

Bilernes placering medførte i en kort periode gener for den øvrige trafik, indtil de blev kørt væk fra uheldsstedet.

Færdselsuheld, Kvistgård

På Hornbækvej skete der klokken 10.29 et færdselsuheld mellem 71-årig mandlig bilist fra Falsterområdet og en 58-årig kvindelig bilist fra Espergærde. Den 71-årige bilist blev efterfølgende sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt på stedet, idet han i forbindelse med et venstresving kørte ud foran den 58-årige kvindelige bilist.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.

Kørsel uden førerret, Helsingør

Klokken 19.46 blev en 21-årig mandlig bilist fra Albertslund standset og kontrolleret på I L Tvedes Vej. Her viste det sig, at han ikke besad den fornødne førerret, og han blev derfor sigtet for at sidde bag rattet alligevel.

Indbrud i forretning, Helsingør

Klokken 00.22 blev det anmeldt, at der kort forinden var blevet knust en rude i en møbelforretning på Sct Olai Gade, hvorefter en eller flere personer havde været i butikkens kælder. På tidspunktet for anmeldelsen var der ikke et overblik over, om hvad der var blevet stjålet.

Spirituskørsel, Nærum

Klokken 02.14 blev en 49-årig mandlig bilist fra Nærum standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen i nordgående retning. Her fik han alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for at sidde bag rattet alligevel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Narkokørsel, Kgs. Lyngby

Em 38-årig mandlig bilist fra Brøndby blev klokken 09.10 standset af en patrulje på Helsingørmotorvejen. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

Den 38-årige bilist blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.

Brand i stue, Helsingør

Klokken 14.18 indløb der anmeldelse om, at der var brand i stuen i en villa på Krbg. Havebyvej, idet der sås synlige flammer og røg fra stedet. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor to personer kom ud, og slukningsarbejdet blev igangsat.

Branden var formentlig opstået som følge af, at der var blevet sat ild til noget papir på stedet. Husets beboer blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Knallertfører sigtet for flere forhold, Helsingør

En patrulje eftersatte klokken 17.09 en knallertfører, som kørte hasarderet ved Vapnagård. På Krbg. Ladegårds Vej blev knallertføreren, en 23-årig mand fra Helsingør, standset af patruljen. Han blev her anholdt og sigtet for narkokørsel, idet et narkometer viste, at han formentlig havde ført knallerten under påvirkning af euforiserende stoffer. Derudover blev han sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets udførelse af deres arbejde, og for besiddelse af euforiserende stoffer. Den 23-åriges knallert blev ved samme lejlighed konstateret konstruktivt ændret, hvilket han også blev sigtet for.

Brand i skorsten, Kvistgård

Klokken 18.54 indløb der anmeldelse om, at der var brand i skorstenen på et hus på Kellerisvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden hurtigt blev slukket, så den ikke nåede at sprede sig yderligere.

Ingen kom umiddelbart til skade i forbindelse med branden.

Tyveri fra pung, Helsingør

En 77-årig kvinde fra Espergærde anmeldte klokken 14.47, at hun mellem klokken 12.50 og 13.10 havde fået stjålet flere kort, herunder sit kreditkort, mens hun befandt sig på en cafe på Stengade. Kvinden havde haft kortene i sin pung, da hun betalte i cafeen, men da hun kom hjem, opdagede hun, at kortene var blevet stjålet fra pungen.

Unge spillede høj musik på hovedgaden, Helsingør

En borger anmeldte klokken 20.25, at fem unge mennesker gik rundt på hovedgaden med et musikanlæg, hvorfra der blev spillet meget høj musik til gene for de forbipasserende og beboerne i området. En patrulje kørte til stedet, hvor de fik kontakt til de unge mennesker, som de fik en adfærdsregulerende snak med, inden de unge blev sendt videre.

Ville ikke efterkomme politiets anvisninger, Rungsted Kyst

En patrulje signalerede klokken 03.48 til en kvindelig bilist på Rungsted Strandvej, at hun skulle standse bilen. Det ville kvinden imidlertid ikke efterkomme, og hun forsøgte at køre fra patruljen, som satte efter bilen. Kvinden, som var 24 år og fra Hornbæk, blev efterfølgende bragt til standsning, og hun blev her sigtet for ikke at have efterkommet politiets anvisninger. Hun blev derudover sigtet for ikke at vise agtpågivenhed i trafikken, da hun kørte med meget høj fart under eftersættelsen og slukkede lysene på bilen undervejs til fare for den øvrige trafik. Hun blev også sigtet for kørsel uden førerret, da hun ikke havde erhvervet sig et kørekort, og for brugstyveri af bilen.

Kriminelt forhold, Hørsholm

Nordsjællands Politi var torsdag morgen til stede på Ravnsnæsvej i Hørsholm i forbindelse med efterforskningen af et kriminelt forhold mellem to personer med en relation til hinanden. Politiet har kontakt til begge parter, som er bragt til hospitalet for behandling af deres skader. Der formodes ikke at være yderligere involverede parter i sagen. Som led i efterforskningen har Nordsjællands Politi kortvarigt været til stede på Helsingørmotorvejen med henblik på afspærring, hvilket dog viste sig ikke at blive nødvendigt.

Nordsjællands Politi har på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere kommentarer til sagen.

Mistænkeligt forhold, Kvistgård

Klokken 17.35 anmeldte et vidne, at han kunne se tre mænd kravle rundt i nogle el-master på Oldenvej, og at de tre mænd hev i kablerne. Ifølge vidnet lignede det ikke, at de havde autoriseret arbejdstøj på, og vidnet mistænkte derfor, at der kunne være tale om hærværk.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor det dog kunne konstateres, at der var tale om et legalt forhold.

Færdselsuheld, Helsingør

Føreren af en sort personbil kørte klokken 15.50 ad Rønnebær Alle i nordlig retning, hvor denne foretog et højresving ind foran en 17-årig ung mandlig knallertfører fra Helsingør. Knallertføreren forsøgte at undvige bilen, men blev påkørt. Føreren af bilen kørte derefter fra stedet uden at give sig til kende.

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Brand, Kvistgård

Klokken 18.26 blev det anmeldt, at der var kraftig røgudvikling fra en kælder på Hørsholmvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der udelukkende havde været brand i en affugter i kælderen, og der var derfor ikke tale om en alvorlig brand.

Hærværk, Helsingør

En kvindelig beboer på Rahbeksvej anmeldte klokken 16.00, at tre unge drenge ca. en halv time tidligere havde kastet sten gennem vinduet i hendes hus på Rahbeksvej. Drengene, som efterfølgende var forsvundet fra stedet, beskrives som: 12-14 år. Iført mørkt vintertøj.

Færdselsuheld, Gentofte

En 21-årig udenlandsk mandlig bilist kørte klokken 01.27 ad Helsingørmotorvejen i nordgående retning, da han af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og påkørte autoværnet. Der skete ikke umiddelbart personskade i forbindelse med uheldet, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse bilisten.

Grundet bilens placering blev motorvejen i en periode afspærret, mens der blev ryddet op efter uheldet. Klokken 02.09 var der igen åbent for den øvrige trafik.