Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2022/02/07-2022/02/15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Forsøg på indbrud, Hornbæk

Klokken 07.06 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 17.30 og mandag klokken 07.07 var forsøgt brudt ind i kiosken på Havnevejen. Her var der smadret et kamera og et vindue, men et jerngitter havde holdt tyvene ude.

Fund, Helsingør

Klokken 07.34 blev det anmeldt, at der foran Teknisk Museum var fundet noget, der muligvis kunne være sprængstof. Politiet, sundhedsvæsnet og EOD blev sendt til stedet, hvor sidstnævnte tog en øvelsesgranat med sig, og klokken 09.59 havde myndighederne forladt stedet igen.

Fodgænger på motorvejen, Vedbæk

Omkring klokken 11.50 modtog Nordsjællands Politi et par anmeldelser om en ældre kvinde, der på gåben gik ned af afkørselsrampen på Helsingørmotorvejen ved Vedbæk i det nordgående spor. En patrulje blev sendt til stedet, men kvinden blev ikke truffet.

Kørsel uden førerret, Helsingør

Klokken 20.37 anmeldte en mand, at han havde fået stoppet en knallert og dennes fører på Gurrevej, idet manden bag styret førte knallerten særdeles usikkert.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en knallertens fører, en 61-årig mand fra Helsingør, blev sigtet for kørsel uden førerret.

Mistænkeligt forhold, Helsingør

Klokken 22.04 anmeldte et forbipasserende vidne, at han havde set en mand gå rundt i et hus på Unnasvej og lyse med en lommelygte, hvorfor anmelderen mistænkte, at en indbrudstyv kunne være på spil.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der var tale om et legalt forhold. Alligevel skal der lyde stor ros til anmelderen for at reagere på forholdet.

Nordsjællands Politi minder i den forbindelse om, at vinterferien står for døren, hvilket plejer at medføre et øget antal indbrud, idet flere boliger står tomme i en længere periode. Skal du selv på vinterferie, lyder nogle råd fra Nordsjællands Politi:

• Sørg for, at døre og vinduer er lukkede og låste
• Lad nogle lamper lyse
• Tænd for radioen eller tv’et – brug fx et tænd/sluk-ur, hvis du ikke vil have det tændt nonstop
• Tal med dine naboer. Fortæl dem, hvis din bolig skal stå tom i ferien
• Få naboerne til at parkere i din indkørsel, benytte din skraldespand og tømme postkassen og lignende

To færdselsuheld på motorvej, Hørsholm

På Helsingørmotorvejen i nordlig retning nær Isterødvejen skete der klokken 15.34 to færdselsuheld nær hinanden. Det ene indtraf, da en 40-årig mandlig bilist fra Espergærde ikke nåede at bremse op i forbindelse med kødannelse og påkørte en 40-årig mandlig bilist fra Helsingør bagfra, som derefter påkørte en 43-årig mandlig bilist fra Helsingør bagfra.

Den andet færdselsuheld skete ved, at en 50-årig kvindelig bilist fra Fredensborg ikke nåede at bremse op i tide ved kødannelse og påkørte en 30-årig mandlig bilist fra Humlebæk bagfra, hvorefter der skete yderligere harmonikasammenstød med en 26-årig kvindelig bilist fra Helsingør, en 68-årig mandlig bilist fra Helsingør og en 20-årig kvindelig bilist fra Helsingør.

Patruljer kørte til stedet, og grundet bilernes placering som følge af de to uheld blev motorvejen i en periode afspærret, mens der blev ryddet op. To parter blev efterfølgende kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

Mistænkelig mand blev sendt til afsoning, Helsingør

En 35-årig mand fra Brønshøj vakte kort før midnat mistanke, da han blev opdaget af en beboer på Chr Rasmussens Vej, hvor manden gik rundt ved en havegang. Beboeren kontaktede derfor politiet, som kørte til stedet og fandt den mistænkelige mand. Det viste sig, at han var eftersøgt til afsoning, og han blev derfor sat i arresten.

Bedrageri, Helsingør

Klokken 15.24 blev det anmeldt fra OK tankstationen på Esrumvej, at der omkring klokken 14.45 var kommet en person ind i butikken, som havde oplyst, at han gerne ville have 299 kroner tilbage for en gaveæske, som han stod med i hånden. Gaveæsken var ifølge manden blevet givet til hans mor, som netop var afgået ved døden, hvorfor gaveæsken ikke kunne bruges alligevel, og hvorfor manden ikke havde en kvittering på købet. Manden fik derfor 299 kroner retur og forlod derefter butikken.

Efterfølgende havde personalet kigget på butikkens videoovervågning, hvor det kunne ses, at manden var kommet tomhændet ind i butikken, hvorefter han havde taget en gaveæske, der i forvejen stod i butikken.

Han beskrives som: mand, dansk af udseende, 30-35 år gammel, 180-182 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden, med lyst kort hår, der var tyndt ved panden. Talte dansk.

Busrude splintret, Birkerød

En 57-årig buschauffør fra Helsingør blev mandag eftermiddag klokken 17.48 ramt i øjnene af glassplinter, da bussens forrude splintrede mens den kom kørende ad Hørsholm Kongevej, nordøst for krydset med Kongevejen. Umiddelbart inden ruden splintrede, så buschaufføren en ung mand stå i skovkanten, og han mistænkte derfor, at der var kastet noget på bussens forrude, siden den splintrede. Buschaufføren kørte straks efter ind til siden og kontaktede politiet. En hundepatrulje undersøgte strækningen, men fandt ikke umiddelbart ikke noget relevant for sagen.

Køkkenelementer ødelagt, Hornbæk

Syv køkkenelementer i et byggeri på Rønnevej er mellem fredag klokken 17.00 og søndag klokken 11.50 blevet ødelagt af en eller flere ukendte gerningspersoner. Hærværket blev anmeldt søndag klokken 12.07.

Spirituskørsel, Hornbæk

Klokken 17.35 blev en 35-årig udenlandsk mandlig bilist standset og kontrolleret på Hornbækvej ved Risby. Han fik alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev kørt til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

Indbrud i forretning, Helsingør

Klokken 18.37 blev det anmeldt, at alarmen var gået klokken 18.28 i en forretning på Fabriksvej, fordi der var blevet smadret en rude.

Politiet blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at der havde været indbrud, men der var ikke længere nogen gerningspersoner i området. Det kunne på tidspunktet for anmeldelsen ikke konstateres, om indbrudstyvene havde stjålet noget.