Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 250815-010915.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Røveri mod forretning, IRMA, Gefionsvej i Helsingør
Tidspunkt: 25/08-2015

Anmeldt kl 2000. Gerningsmand truede personale med kniv og lukkede dem inde i et baglokale. Udbytte kontanter + flere interne telefoner. Undløb via hovedindgangen mod Gurrevej.

Mulig mistænkt på adressen Gurrevej (Kæreste adresse), i forbindelse med sporsøgning. Efterforskningen peger på adresse i Hornbæk, hvor 2 personer anholdes mistænkt for røveri mod forretning.

Færdselsuheld, mm., Helsingør.
Tidspunkt: 27/08-2015

Kl. 1549 anmeldtes et færdselsuheld på Esrumvej ved Klostermosevej.

Part 2, personbil ført af en 51 årig mand fra Ålsgårde, kørte på vejen mod vest, da han blev overhalet af part 1, personbil ført af en 28 årig mand fra Valby, der kørte ind foran part 2, og standsede. Part 2 kørte op bag i part 1. Efterfølgende steg parterne ud og part 1 skubbede part 2 omkuld på kørebanen.

Patrulje til stedet, hvor der blev optaget rapport, herunder blev part 1 sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Narkobilist, Kvistgård.
Tidspunkt: 30/08-2015

Kl. 1725 standsede en patrulje på Smedebakken en personbil ført af en 19 årig mand fra byen.

Føreren var frakendt førerretten, ligesom han var påvirket af narko, hvorfor han blev anholdt og taget med til prøveudtagning. Ved ransagning blev han også fundet i besiddelse af narko, hvorfor han også blev sigtet for dette.

Ordensbekendtgørelsen, Statoil, Kongevejen, Helsingør
Tidspunkt: 24/08-2015

Anmeldt kl 0118. Pågældende kaldte ekspedient div. skældsord og blev afvist. Udviste derefter aggressiv adfærd ved at sparke på et skilt og kaste med udstillede varer. Kort før denne anmeldelse havde han optrådt på Hotel København med trusler og voldelig adfærd. Anholdt og sigtet blev en 46-årig mand fra Helsingør.

Ulovlig knallertkørsel i Hornbæk.
Tidspunkt: 31/08-2015

Efter mange klager fra beboere i området over ulovlig knallertkørsel på ulovlige og larmende knallerter, antraf en patrulje kl. 1210, i skolens spisefrikvarter, en konstruktivt ændret knallert på Sauntevej.

Knallerten viste sig at være ført af en 14 årig dreng, der havde fået lov til at låne den af sin far, selvom den var klart ulovlig både med hensyn til hastighed og lyddæmper.

Knallerten blev transporteret til stationen.

Nordsjællands Politi opfordrer forældre til at tage en konstruktiv snak med deres børn omkring brug af ulovlige knallerter og de gener det medfører for andre borgere.

Endvidere skal der gøres opmærksom på at det ikke er lovligt at køre på knallert, før man er fyldt 16 år.