Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 1. maj- 12. maj 2020

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Mistænkelig genstand fundet, Ålsgårde

Klokken 10.08 anmeldte en pædagog, der var ude at gå med nogle børn, at de på en p-plads på Skindersøvej havde fundet en granatlignende genstand. EOD/Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste blev sendt til stedet, hvorefter genstanden efterfølgende blev bortsprunget i Tikøb Grusgrav. Nordsjællands Politi er ikke bekendt med, hvad genstanden reelt var.

Kørsel uden førerret, Kongens Lyngby

Klokken 19.43 blev en 28-årig mandlig bilist fra Gentofte standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen. Her viste det sig, at han ikke havde erhvervet sig et kørekort, og han blev derfor sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Klokken 19.53 gentog ovenstående sig igen på Helsingørmotorvejen nær Klampenborgvej. Denne gang var det dog en 19-årig mandlig bilist fra Ringsted, men resten af forløbet var det samme, nemlig at han ikke havde et kørekort, hvorfor han blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Lov om euforiserende stoffer, Gilleleje

Omkring klokken 21.00 var en patrulje forbi Fiskerengen, hvor to mænd, en 22-årig fra Gilleleje og en 23-årig fra Hornbæk, blev truffet med små mængder hash på sig, hvorfor de blev sigtet for dette.

Håndværkere på uopfordret besøg, Tikøb og Græsted

Klokken 12.25 blev det anmeldt fra Kvistgårdsvej, at en varevogn på udenlandske nummerplader kørte observerende rundt i området.

Klokken 13.16 blev det desuden anmeldt fra en beboer på Gartnervænget i Græsted, at en udenlandsk håndværker uopfordret havde henvendt sig på adressen, men beboeren havde sendt ham væk.

Anmelderen fra Græsted beskrev håndværkere som: Mand, østeuropæisk af udseende, 40-50 år, 175-180 cm, almindelig af bygning, brun i huden, med brunt kort hår, talte engelsk.

Nordsjællands Politi anbefaler, at man takker nej til uopfordrede tilbud fra omrejsende håndværkere. I stedet bør man:
– Holde sig fra at bruge deres ydelser. Hvis nogen uopfordret banker på ens dør og forsøger at sælge noget, skal man:
• Afvise dem
• Hvis muligt notere et signalement af personerne og den bil, de er ankommet i
• Ringe 1-1-4 og anmelde det

Laver man alligevel en aftale med håndværkerne, og arbejdet ikke lever op til det aftalte, så er der ikke længere tale om en opgave for politiet, selv om håndværkerne har henvendt sig ulovligt. Der er derimod tale om et såkaldt civilt søgsmål, hvor køber selv skal trække dem i retten. Dét plejer dog at være svært, fordi håndværkerne ofte efterfølgende ikke er til at opstøve – sig derfor blot nej tak til deres tilbud helt fra begyndelsen.

Butikstyv i Føtex

Helsingør: En 31-årig mand fra Helsingør stjal mandag eftermiddag klokken 15.50 seks øl fra Føtex i Helsingør Bycenter.

Havde hash i bilen

Helsingør: En 35-årig mand fra Hørsholm blev mandag aften klokken 17.33 fundet i besiddelse af flere hashklumper, da han blev truffet i en bil ved svømmehallen på Borgm. P. Christ. Vej.

Muligt kriminelt forhold i solcenter

Helsingør: Nordsjællands Politi fik mandag eftermiddag klokken 17.47 en anmeldelse om, at der muligvis var sket noget kriminelt i et solcenter i Stengade. Politiet var derfor i og omkring solcenteret for at finde og sikre eventuelle spor og mulig videoovervågning til brug for den videre efterforskning. Sagen skal nu undersøges nærmere.

Parasol og fod stjålet

Helsingør: En parasol og en parasolfod blev mandag aften klokken 18.20 stjålet fra Kirkens Korshær på Stubbedamsvej. Et vidne så to unge, begge iført styrthjelme på en sort knallert med en lille anlænger.

Brand, Helsingør

Klokken 13.09 indløb der anmeldelse om, at der var brand i den nedlagte bowlinghal på Rønnebær Allé. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor et mindre bål inde i bygningen blev udfundet og slukket. Nordsjællands Politi undersøger hændelsen som en forsætlig brandstiftelse.

Eftersættelse og færdselsuheld, Humlebæk

En bilist ville klokken 18.20 ikke standse, da en patrulje i København forsøgte at rette henvendelse til ham, og han kørte derefter ad Helsingørmotorvejen i nordgående retning, hvor flere patruljer satte efter ham. I forbindelse med eftersættelsen skete der et færdselsuheld, som resulterede i, at den eftersatte bil landede på taget mellem afkørslerne til Nivå og Humlebæk.

Føreren af bilen, en 33-årig mand fra Kokkedal, blev anholdt og sigtet på baggrund af en formodning om narkokørsel, ligesom han også blev sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash. Han blev efterfølgende transporteret til hospitalet for behandling af sine skader, hvor der ligeledes blev udtaget en blodprøve for at fastslå hans eventuelle grad af påvirkning.

Færdselsuheld, Hornbæk

Klokken 06.15 kørte to biler sammen på Hornbækvej i krydset ved Esrumvej. Grundet bilernes placering i krydset var det nødvendigt i en periode at regulere trafikken, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.