Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2019/05/20-2019/05/28.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Hærværk på bil, Helsingør
Mellem klokken 09.30 og 11.00 blev der øvet hærværk mod en Skoda Citigo i form af en dyb ridse på bilens front fra logoet til blinklyset på venstre side, mens den holdt parkeret på Stürup Plads. Føreren af Skoda’en, en 47-årig kvinde fra København, mistænkte muligvis føreren af en hvid varebil, som kort forinden havde lavet vrede fagter af hende, da hun dyttede, fordi vedkommende kørte meget tæt på hendes bil.
Sparket og slået til fest, Hornbæk
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 14.35, blev en 40-årig mand fra Ålsgårde omkring klokken 01.00 pludselig og umotiveret tildelt adskillige slag og spark i hovedet af to ukendte personer, mens han var til fest på Karl Olsens Vej, så den 40-årige væltede bagover. Herefter forlod de personer stedet.
Den 40-årige måtte efterfølgende på skadestuen for at få behandlet sine skader.
De to personer beskrives som:
A: Mand, 25-30 år, Dansk, alm. af bygning, talte dansk, iført blå cowboybukser og sort tøj.
B: Mand, 25-30 år, Dansk, alm. af bygning, talte dansk, iført blå cowboybukser og sort tøj.
Gadeuorden, Helsingør
Klokken 20.50 indløb der anmeldelse om, at to yngre berusede mænd skabte uro, da de gik rundt og bankede og sparkede hårdt på døre og vinduer på Strandgade. En rude på gaden fremstod knust, men det var dog ikke muligt at vurdere, om det var sket som følge af de unges adfærd. En patrulje kørte til stedet, men de to mænd var ikke længere at finde i området.
Kvinde sigtet for pengefalsk
Helsingør: En 28-årig udenlandsk kvinde blev torsdag eftermiddag tilbageholdt og efterføgende anholdt og sigtet for pengefalsk. Det skete, da hun klokken 14.15 henvendte sig til Forex på Jernbanevej, hvor hun ønskede at veksle seks 100-dollarsedler til danske kroner. Medarbejderen i Forex vurderede imidlertid, at pengesedlerne var falske og tilbageholdt kvinden, indtil politiet nåede frem. Kvinden bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag.
“Overfald” var del af fødselsdag
Helsingør: En borger ringede torsdag aften klokken 23.51 for at anmelde, at en mand var blevet bundet til et cykelskur på Egevænget og var ved at få bank af syv andre mænd. Flere patruljer kørte til stedet, hvor det viste sig, at der var tale om en form for fødselsdagsprank.
Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 23. – 24. maj 2019
Kørte uden kørekort
Hillerød: En 32-årig mand fra Helsingør blev onsdag eftermiddag klokken 15.21 standset, da han kom kørende ad Skansevej. Manden havde ikke noget kørekort og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.
Ung mand taget for indbrud
Helsingør: En 17-årig mand fra Helsingør blev onsdag aften klokken 20.04 anholdt for indbrud i en villa på Mads Holms Vej. Den unge mand var brudt ind i villaen, men blev opdaget af en af husets beboere, som straks kontaktede politiet og gav et signalement af tyven, og med hjælp fra en skarp politihundenæse blev han opsnuset og anholdt. Det skal nu vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Kørte uden kørekort
Helsingør: En 42-årig kvinde fra København lod sig ikke standse af, at hun ikke havde taget kørekort. Til gengæld blev hun standset af en patrulje, da hun kom kørende ad Kongevejen. Kvinden blev sigtet for kørsel uden førerret.
Stearinlys antændte brand
Helsingør: Et efterladt stearinlys var søndag ved middagstid årsag til, at der opstod brand i en forretning i Sudergade. En kunde i forretningen hjalp med at slukke branden, og forretningens indehaver blev tilset for røgforgiftning og efterfølgende sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven.
Uro og uenighed
Espergærde: Politiet rykkede søndag aften klokken 21.06 ud til nogle uenigheder og noget uro mellem to grupper unge på Gammel Strandvej. Her havde nogle personer angiveligt kastet en sten efter en ung kvinde. En patrulje traf nogle unge mænd fra henholdsvis Helsingør og Kokkedal på stedet, men deres eventuelle rolle i uroen er endnu ikke klarklagt.