PASSAGE Festival sender gadeteater ud til plejehjem i Helsingør Kommune til glæde for beboere.
Der er endnu usikkerhed forbundet med at besøge sine kære på plejehjemmene, så for beboerne kan det være en ensom tid. Det forsøger PASSAGE Festival at afhjælpe, når vi i samarbejde med plejehjemmene bringer gadeteater ud – med levering til kantsten.
Under de helt rigtige forholdsregler og med tryg afstand, bringer Dansk Rakkerpak, Teatret GLiMT og Alex Barti sjove og festlige indslag ud til glæde for plejehjemsbeboere, der ikke selv har mulighed for at gå ud og deltage i festlighederne i Helsingør og omegn.
De vil kunne opleve De Skøre Strømere til fods og til hest, et uddrag CameliOrquestra med bulder og brag, og imponerende marionetdukketeater med Mr. Barti.
Et glædesfyldt og livsbekræftende møde mellem plejehjemsbeboere og gadeteater.
Forestillingerne er lukket for offentligheden.