Kunst på Molen i Hornbæk
Grib kunsten i luften. Nu slipper de kunsten fri. Ud i det blå, ned fra hvide vægge og op på den sorte balustrade på molen i Hornbæk. Ude blandt barnevogne, bølgeskvulp, vaffelis, parasoller, ballonmænd, tjæreduft, jazz, hunde-luftere og havnesnak ad libitum. Turen kender du – mole ud og mole hjem. Men sæt lige forstanden på pause, sænk paraderne og giv din nysgerrighed og sanserne en fair chance for at indfange et motiv eller nogle farver. Måske bliver du uberørt, – måske løfter du øjenbrynene – eller måske bliver du tilmed begejstret undervejs. Der er noget for enhver smag. Godt 35 kunstnere udstiller malerier, keramik, skind, sten, glas og klip. Dyrt og billigt.