Med et millionbeløb fra Novo Nordisk Fonden kan flere unge nu blive en del af et positivt fællesskab ude i foreningerne.

Novo Nordisk Fonden har bevilget 2,6 mio. kr. til projektet ‘CUBE – Sundhed, Læring, Idræt og Social Udvikling’. Projektet, som blev igangsat i starten af 2025, løber frem til udgangen af 2027 og er udviklet i tæt samarbejde mellem det socialpædagogiske tilbud, CUBE, og flere lokale aktører. Målet er at skabe en struktureret indsats for at engagere unge i organiserede fritidsfællesskaber og foreningsliv.
Fra idé til virkelighed
I 2024 indsendte Helsingør Kommune en ansøgning til Novo Nordisk Fonden med ambitionen om at tiltrække unge til foreningslivet og introducere dem til de positive fællesskaber, man kan blive en del af gennem foreningslivet.
CUBE er tovholder og bindeled i projektet og har indgået partnerskaber med flere lokale foreninger som IK Sport (bokseklub), Snekkersten IF (fodbold) og Espergærde eSport (gaming). Det fortæller projektleder i Cube, Icare Djiki Gnenzeko.
Med aktiviteter som boksning, fodbold og eSport er det målet at modvirke ensomhed, lavt selvværd og manglende tilknytning til fællesskaber – faktorer, der ofte fører til skolevægring, kriminalitet og mistrivsel, siger Icare Djiki Gnenzeko.
Forskningsbaseret tilgang
For at fastholde de unge i foreningerne vil de frivillige blive oplært i den forskningsbaserede tilgang ABC for mental sundhed, som fokuserer på tre nøgleområder: At gøre noget aktivt, gøre noget sammen og gøre noget meningsfuldt.
Samarbejdet med lokale aktører som IK Sport, Snekkersten IF og Espergærde eSport sikrer, at projektet ikke blot bliver en midlertidig indsats, men derimod en fast del af kommunens fritidsliv. CUBE spiller en central rolle som koordinator, så vi sørger for, at de unges behov og ønsker bliver hørt og prioriteret, siger Icare.
Podcast: De unges stemmer i centrum
Som en løbende evaluering gennem projektet deler de unge selv deres oplevelser i en podcast.
Podcasten vil blande humor og alvor og give lytterne et unikt indblik i de unges rejse gennem projektet. Det sikrer en dynamisk evaluering, hvor vi får hørt de unges egne stemmer og gør projektets resultater synlige med det samme, lyder det.
I CUBE glæder Icare sig til at komme rigtigt i gang med projektet og sætte skub i arbejdet med at fremme trivsel, lighed og sundhed blandt unge.
Med støtten fra Novo Nordisk Fonden ser vi frem til at styrke fællesskaberne og sundheden blandt unge. Vi håber, at projektet i CUBE kan fungere som en model for lignende projekter på nationalt plan og demonstrere, hvordan man kan skabe en varig positiv forandring for de unge, siger han.