Helsingør Kommune har etableret et nyt netværk for iværksættere og solo-selvstændige – og du kan stadig nå at være med.

I 2025 har iværksættere og solo-selvstændige mulighed for at mødes og udveksle erfaringer på kryds og tværs i et nyt netværk, faciliteret af Anja Klemp Vilgaard fra firmaet Get Ajour.
Det første netværksmøde fandt sted den 3. februar, og det nye netværk kom godt fra start. På programmet stod storytelling, og deltagerne blev bl.a. gjort bekendt med unikke kernefortællinger og storytellingens seks regler.
Hamlets Thaliasal i Kronværksbyen lagde lokaler til de mange deltagere, der både fik grinet, nikket, måbet og arbejdet igennem, da Anja Klemp Vilgaard inspirerede og udfordrede de fremmødte i strategisk storytelling.
Der blev også netværket og udvekslet kontaktoplysninger – og en ny lukket gruppe på LinkedIn for deltagerne i netværket blev sat i søen.
Du kan stadig være med
Er du iværksætter eller soloselvstændig, har du stadig mulighed for at blive en del af netværket.
De næste møder i 2025 afholdes den 5. maj, den 1. september og den 3. november. Alle dage kl. 9-11. Så sæt et stort kryds i kalenderen.
Hold øje med Nyhedsbrevet Erhvervsliv, hvor vi vil annoncere programmet til det kommende møde – og også åbne for, at nye deltagere kan tilmelde sig, når vi kommer lidt tættere på den 5. maj.
Læs mere om det nye netværk i artiklen: ‘Nyt netværk – drøm større og få adgang til mere’