I januar 2023 slår Helsingør Kommune dørene op til et spritnyt sundhedshus på 19.000 m2 med både kommunale og regionale funktioner og en lang række private behandlere.

Foto ABW

Fredag den 16. december er det nye Helsingør Sundhedshus blevet indviet. Nu begynder indflytningen i det mere end 19.000 kvadratmeter store sundhedshus – blandt landets absolut største af sin slags.

Huset kommer til at rumme Helsingør Kommunes egne sundhedstilbud – fx rehabilitering- og træningscenter, de midlertidige døgnpladser og sygeplejeklinik – og samtidig vil en række lokale foreninger kunne bruge faciliteter i huset.

Nordsjællands Hospital i Region Hovedstaden står for bl.a. akutklinik, røntgenklinik, blodprøvetagning og en række ambulante behandlinger. Derudover har en lang række private aktører – bl.a. praktiserende læger, speciallæger, psykologer, kiropraktorer og tandlæger – indgået lejekontrakter med Helsingør Kommune, så de også bliver en del af husets samlede sundhedstilbud.

Mere nærhed og sammenhæng
For borgmester Benedikte Kiær er det en helt skelsættende begivenhed, at kommunen nu kan slå dørene op til et udvidet lokalt sundhedstilbud:

– Sundhedshuset kommer til at skabe mere nærhed og sammenhæng for borgerne. De vil dermed opleve, at der er ‘kort vej’ mellem regionale, kommunale og private sundhedstilbud, og at der er sammenhæng mellem dem. Og igen vil det betyde, at vi får mere og bedre sundhed for pengene. Det bliver så godt.
Hun fortsætter:

– Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til byrådet for at være så ambitiøse, så vi i dag står med et af landets fremmeste sundhedshuse. Også tak til regionen for at være med til at udvikle et sundhedstilbud, der kommer til at vække stor national interesse. Og så er jeg pavestolt over, at vores medarbejdere i tæt samarbejde med hoved-entreprenøren har styret det her kæmpeprojekt i mål til tiden og holdt budgettet. Det er stærkt, og det betyder, at vi efter nytår kan gå i gang med at indrette os i huset og tage hul på fremtiden.

Mest værdi for patienterne
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj siger:

– Jeg ønsker, at vi driver et sundhedsvæsen, der leverer den behandling, som giver mest værdi for patienterne. Med Sundhedshuset i Helsingør har vi taget endnu et stort skridt i den retning. Vi beholder alle de gode ting, vi kender fra det gamle sundhedshus i Murergade, men udvider mulighederne for borgere med kroniske sygdomme og multisygdom, så de kan behandles nærmere deres hjem. Derudover, udvider vi med et børneambulatorium og ortopædkirurgi, der skal fokusere på ambulant behandling.

Fakta om Helsingør Sundhedshus:

    • Byggeriet af Helsingør Sundhedshus blev officielt igangsat med første spadestik den 25. juni 2020. Byggeriet har fulgt tidsplanen og budgettet. Aflevering fra entreprenøren var den 2. december 2022, og de første kommunale funktioner og private aktører flytter ind den 2. januar 2023
    • Sundhedshuset er på i alt 19.100 m2 og vil danne ramme om en bred vifte af kommunale, regionale og private sundhedstilbud til borgerne
    • Det er estimeret, at der kommer 1400 besøgende og godt 250 medarbejdere i sundhedshuset dagligt
    • Det er visionen, at sundhedshuset skal skabe mere nærhed og sammenhæng for borgere, der rammes af sygdom, og styrke samarbejdet og sikre bedre udnyttelse af ressourcerne på tværs af sektorer – det betyder i sidste ende også mere sundhed for pengene

Helsingør Kommunes tilbud i sundhedshuset tæller bl.a.:

    • Ambulant træning og genoptræning
    • 66 midlertidige døgnpladser
    • Sygeplejeklinik
    • Infotek og pårørenderådgivning
    • Undervisnings- og mødelokaler
    • Telekol-konsultation
    • Forebyggelse og Visitation
    • Sekretariatet for Sundhed og Omsorg samt køkken og kantine

Fakta om Region Hovedstadens tilbud:

  • Det 1100 m2 store regionale område, der drives af Nordsjællands Hospital, indeholder venteområder, reception, akutklinik, røntgen, prøvetagning, 12 ambulante rum, 5 depoter, 1 medicinrum og to laboratorier
  • Funktioner: Akutklinik, røntgen, prøvetagning/blodprøver/EKG, jordemoderkonsultationer, self-care for dialysepatienter, ambulante tilbud inden for ortopædkirurgi, endokrinologi, kardiologi, lunge- og infektionsmedicin samt børne- og ungeområdet, rehabiliteringsforløb med specialiseret genoptræning og Steno Diabetes Center med børneforløb
  • Den ambulante drift udvides betydeligt i forhold til de nuværende rammer i Murergade
  • Region Hovedstaden forventer ca. 25.000 årlige ambulante forløb
  • Akutklinik og røntgen har åbent alle ugens dage til kl. 21.00, mens ambulatorierne har åbent i dagstid på hverdage. Self-care (dialyse) har adgang døgnet rundt

Fakta om private aktører i Helsingør Sundhedshus:

Der er udlejet godt 3.000 m2 til private praksisydere, som flytter ind i sundhedshuset fra januar til april 2023:

  • Tandlægen.dk, v. Sven Riber, indflytning 1. januar 2023
  • Speciallæge Mariana Cordova, indflytning 1. marts 2023
  • Praktiserende læge Nina Rummel, indflytning 1. marts 2023
  • Praktiserende læge Mogens Nørregård, indflytning 1. april 2023
  • Diætist Marina Fredskilde, indflytning 1. marts 2023
  • Familielægerne, indflytning 1. februar 2023
  • Jordemoder Conny Kuhlman, indflytning 1. marts 2023
  • Fodterapeut Knirke Holm, indflytning 1. marts 2023
  • Praktiserende læge Mette Høi, indflytning 1. marts 2023
  • Praktiserende læge Stine Fjermedal, indflytning 1. marts 2023
  • Øre-næse-hals læge Charlotte Juul Ingvardsen, indflytning 1. marts 2023
  • Psykolog Anne Reinholdt Ron, indflytning 1. marts 2023
  • Psykolog Maja Humle, indflytning 1. marts 2023
  • Børne- unge psykiater Camilla Søeby-Land, indflytning 1. januar 2023
  • Børne- unge psykiater Anne-Birgitte Ulbæk, indflytning 1. januar 2023
  • Kiropraktor Plus v. Simon Petersen, indflytning 1. marts 2023

Pressemeddelelse Helsingør Kommune.