Helsingør Kommunes jobcenter har stor succes med naturforløb for ledige, der er gået ned med stress og depression. 

Gåture i stilhed, kaffe over bål og åndedrætsøvelser. Det er nogle af de oplevelser, der indgår i Helsingør Jobcenters naturforløb. De seneste tre år er naturen begyndt at fylde mere og mere i jobcenterets arbejde, og resultaterne overstiger alle forventninger.

– Vi kan se, at vi flytter folk langt hurtigere med naturforløb end med andre forløb vi tidligere har lavet, fortæller Jacob Krog, der er en af jobcentrets certificerede naturterapeuter.

Tidligere havde jobcentret flere forskellige tilbud til ledige, der var blevet overbelastede. Nu bliver en del af målgruppen tilbudt et naturforløb, fordi forløbet viser så gode resultater. Og i øjeblikket er omkring 50 ledige i gang med et naturforløb.

– Alle i de her forløb har en problemstilling, som står i vejen for, at de kan træde ind på arbejdsmarkedet, siger Jan Thomassen, en anden af jobcentrets naturterapeuter.

Ellers er målgruppen meget bred. Unge og gamle. Mænd og kvinder. Nogle har været ledige i flere år. Andre har knoklet løs på arbejde hele livet, indtil de blev så belastede, at de gik ned med stress eller depression.

Ro på
At naturterapien hurtigere flytter folk end tidligere forløb, kan umiddelbart virke paradoksalt, da meget i naturterapien handler om at få ro på.

Der er ikke nogen slutdato. Man fortsætter i naturterapi så længe, man har brug for det, og fokus er mest af alt på at få ro på nervesystemet, som er blevet overbelastet.

En gruppe består af 14-15, som mødes hver uge et aftalt sted i naturen. Stedet afhænger blandt andet af vind og vejr, men der er altid en bålplads. Og som det første bliver der tændt op i bålet. Nogle har måske en dårlig dag og brug for lige at få vendt nogle problemer. Men ellers er fokus ikke på problemer, men på muligheder og alt det skønne i livet, som eksempelvis naturen.

En typisk dag, vil naturterapeuterne fortælle en historie, for eksempel om det sted de er, mens gruppen drikker kaffe lavet over bål. Derefter bliver der lavet nogle åndedrætsøvelser og chi gong, som er fysiske øvelser i langsomt tempo, der har til formål at forene krop og sind. Bagefter kan der være stillegang, hvor man går på en lang række i stille tempo.

Naturforløbet er en form for afklaring, hvor deltagerne skal få ro på deres overbelastede nervesystemer og få en afklaring på, hvordan de kommer videre.

– Vi har ikke bestemte mål om, at de skal tilbage i arbejde så hurtigt som muligt. Vi taler i stedet om, at de får det bedst mulige liv, siger Jacob Krog.

Forløbet har heller ikke bestemte måltal, de skal leve op til. Succesen måles i deltagernes oplevelse af, at forløbet hjælper dem. Og der bliver samlet på historier om folk, der er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling til en førtidspension, men efter et naturforløb i stedet trives i et flexjob på fx 15 timer om ugen.

Helsingør Kommunes Jobcenter har tre naturterapeuter, som arbejder fuld tid med naturforløb. Der er også tilknyttet en jobformidler, som hjælper deltagerne ud i praktik eller lignende, når de er klar til det.

Der er i øjeblikket omkring 50 ledige i gang med et naturforløb i Helsingør Jobcenter.

Foto ABW

Kilde.