Maria Montell er et etableret navn på den danske musikscene, og har udgivet ikke færre end 8 albums som solist og sangskriver. Herudover havde hun et verdenshit med sangen Imens Hun sang (di da di), der har udviklet sig til en evergreen i store dele af verden, hvor der nu synges ”di da di” på både dansk og engelsk, men også portugisisk i Brasilien og mandarin i Kina.
I år udgiver Maria Montell nyt album, og i starten af 2025 tager hun på tour med et dream team af musikere (bl.a. Simon Vilmar Jensen, Hannibal Gustafsson, Yohanier Ramon og Carsten Skov).
Maria Montell var en af de mest spillede på DR P3 fladen i 90’erne med sange som Jeg er her for dig, Sådan går det hver gang og kæmpehittet Imens hun sang (di da di). Siden de glade 90’ere har Maria Montell haft mange forskellige musikalske ”jern i ilden” og løbende flirtet med alt fra pop over bossanova til jazz.
Nu er tiden inde til et nyt pop-album, som udkommer 30 år efter debutalbummet, Jeg er her for dig fra 1994. Med det første track, Er vi okay?, er Maria Montell tilbage med sin let genkendelige vibede og laid back-agtige poplyd, der bragte fællessang til dansegulvet i 90’erne.
Temaet kredser naturligt om Marias eget liv og er en opfordring til at dyrke det langsomme og lade tiden gå i stå og bare være.
“At skrive sange er at reflektere over livet, og det er den opgave, jeg har givet mig selv nu. Teksten afspejler noget, jeg selv prøver at efterleve; at tage den med ro, livet er ikke et væddeløb. Det er vigtigt også at huske den stille dans,” siger Maria Montell.
Anden single M.A.G.I.C fra albummet er skrevet og produceret sammen med Laid Back.
Dato: Lørdag 22. februar 2025
Tid: kl. 20.00
Pris: 290 kr.